Nyt kostskoletilbud i Haslev åbner til august
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/07/campus_Haslev.jpg)
Haslev: I Haslev er en gruppe uddannelsesinteresserede borgere gået sammen om at etablere Haslev Fri Fagskole
Målet med det nye lokale kostskoletilbud er at gøre flere unge parate til ungdomsuddannelser inden for byggeri og teknologi. Borgmester Knud Erik Hansen er blevet valgt som skolens bestyrelsesformand.
Haslev Fri Fagskole får til huse på Skolegade 21 i Haslev og bliver en del af Campus Haslev, hvor blandt andet EUC Sjælland, Haslev Gymnasium og HF, ZBC og det kommunale 10. klasse center også har hjemme.
Haslev Fri Fagskole forventer at starte 1. august 2014 med linjerne ”Bygge og anlæg” og ”Teknik”. Der vil være fokus på livspraktiske og erhvervsrettede fag med emner som iværksætteri, virksomhedsdrift og fritids- og arbejdsliv.
– Målet er at udbrede en positiv holdning til håndværk som karrierevej og få flere til at gennemføre en erhvervsrettet uddannelse. Midlet er en praktisk tilgang til undervisning, som mange unge sukker efter, siger skolens bestyrelsesformand Knud Erik Hansen.
Initiativet til Haslev Fri Fagskole har allerede opbakning fra lokale samarbejdspartnere. Uddannelsesdirektør på EUC Sjælland Vibeke Pakkenberg ser et stort potentiale i, at den nye kostskole bliver en del af Campus Haslev:
– Vi er mange, der ser et presserende behov for, at unge får mulighed for at lære på nye praktiske måder og samtidig blive gjort klar til voksenlivet. En erhvervsrettet kostskole i et campusmiljø er den nytænkning, vi har brug for. Så vi ser frem til samarbejdet med Haslev Fri Fagskole.
Den nye skole bliver den 13. Frie Fagskole i landet. Frie Fagskoler har i de seneste år nytænkt højskoletraditionen i et praktisk-fagligt perspektiv. Frie Fagskoler vil være trædesten for praktisk interesserede unge på deres vej fra grundskolen til ungdomsuddannelse og erhverv. Der er et stort behov for den praktiske vej til uddannelse, fortæller Knud Erik Hansen og understreger, at skolen ikke blot skal gavne regionens unge. Den nye skole skal også binde unge og erhvervslivet sammen på Sjælland:
– Haslev Fri Fagskole er godt nyt for erhvervslivet i regionen. Regionen har behov for flere dygtige håndværkere, fx i forbindelse med Femern Bælt Broen, fortæller Knud Erik Hansen
Undervisningsministeriet behandler lige nu skolens ansøgning om statstilskud. Haslev Fri Fagskole vil tænke kostskole på helt ny måder, hvilket kræver en række dispensationer fra lovgivningen. Men det bekymrer ikke Knud Erik Hansen:
– Undervisningsministeren er bekendt med projektet, og jeg er ikke i tvivl om, at hun vil gøre alt for at støtte etableringen af Haslev Fri Fagskole. Jeg tror i øvrigt alle på Christiansborg kan se, at skoleinitiativet passer perfekt ind i de uddannelsesreformer, som folketinget diskuterer i disse dage.
Kommentarer