Faxe by

Nyt kursus skal mindske stress blandt yngre kvinder

Faxe Kommune inviterer nu yngre kvinder med symptomer på stress på et gratis kursus ’ Skab en stressfri hverdag’

I Faxe Kommune har 20 procent af borgerne et højt stressniveau. Kvinder har et højere stressniveau og føler sig oftere nervøse og stressede sammenlignet med mænd. Stress har en negativ indvirkning på ens velbefindende og livskvalitet, samtidig med at stress påvirker ens risiko for nogle at få for eksempel hjertesygdom og depression. Ligeledes er stress en væsentlig risiko for langtidssygemeldinger.

Det er ikke kun travlhed, der kan forårsage stress. Også større omvæltninger, sygdom, følelsesmæssige belastninger eller følelsen af ikke at kunne magte, det man skal, kan give stresssymptomer.

Kurset ‘Skab en stressfri hverdag’

Som en del af Faxe Kommunes sundhedspolitiske strategi udbydes nu et gratis kursus for yngre kvinder, som skal fremme trivsel og forebygge stress.

Kurset er for yngre kvinder, der ofte har symptomer på stress, såsom hovedpine, manglende energi, hjertebanken, dårligt humør, søvnproblemer. Kurset kan give deltagerne redskaber til at håndtere en travl hverdag og de udfordringer der følger deraf.

Der er tale om ’hjælp til selvhjælp’, formålet er at øge deltagernes trivsel og forebygge stress. Kurset består af 6 kursusgange á 2½ times varighed. Der er 12-16 deltagere på holdet.

På kurset vil fagpersoner videregive viden om stress samt redskaber, der kan hjælpe deltagerne til håndtere stressende situationer. De vil blive styrket i at prioritere, så de kan skabe balance mellem privatliv og job/uddannelse og mellem aktivitet og hvile.

Deltagerne vil blive bevidstgjort og lære om:

  • tegn på stress og hvad der stresser
  • værdier og behov
  • Hvad der giver energi og hvad der dræner
  • Mad, motion og søvns betydning for trivsel
  • Naturen som kilde til ro og trivsel
  • Mindfulness og åndedrættet
  • Kommunikation
  • Prioritering og planlægning
  • Nødvendige forandringer i hverdagen.

Der veksles mellem teori, øvelser, erfaringsudveksling og aktiviteter i naturen. Deltagerne skal hver gang have tøj og sko på efter vejret.

Kurset starter tirsdag den 23. august og afholdes tirsdage fra klokken 17.30 til 20.00 på Faxe Sundhedscenter. Kurset afholdes over seks gange. Underviserne er Mette Turms, som er psykoterapeut, stresscoach og mindfulness-instruktør samt Anne Rosell Holt, som er sundhedskonsulent.

Kursets målgruppe

Målgruppen for kurset er kvinder mellem 18-40 år, der er i arbejde eller under uddannelse og som ofte oplever symptomer på stress. Du skal bo i Faxe Kommune og være i stand til at gå nogle kilometer i naturen. Kurset er ikke målrettet stress-sygemeldte.

Tilmelding

Man kan tilmelde sig ved at kontakte Anne Rosell Holt, Sundhedskonsulent, på telefon 56 20 33 93 eller e-mail anrh@faxekommune.dk

Kommentarer