Nyt netværk skal styrke turismeerhvervet lokalt
Med en underskrevet samarbejdsaftale indleder Business Faxe og dele af den afgående bestyrelse i Faxe Turistforening et samarbejde om et nyt turismenetværk.
Mandag den 5. marts underskrev den afgående formand for Faxe Turistforening, ejer af Lægårdens Camping Henrik Storm, og erhvervsdirektør i Business Faxe, Tomas Legarth, en samarbejdsaftale, der skal styrke vækst og udvikling hos de lokale erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med turismeområdet.
Den underskrevne samarbejdsaftale bliver efterfulgt af et etableringsmøde den 10. april, hvorved etableringen af et nyt netværk, Turismenetværket, er en realitet.
Turismenetværket bliver etableret på baggrund af, at man i Faxe Turistforening har valgt at nedlægge sig selv og i stedet har taget kontakt til Business Faxe for at få hjælp til at etablere et netværk i Business Faxe regi.
Turismenetværket bliver for alle lokale erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med turismeområdet og består indtil nu af en lille styregruppe, hvis medlemmer tidligere har siddet i Faxe Turistforenings bestyrelse – Marianne Bøyesen, der er initiativtager til De Hvide Dronninger; Tine Larsen, der er indehaver af Kærskovgård Bed & Breakfast og Kasper Kristensen, der er adm. chef på Feddet Strand Camping & Feriepark.
Turismenetværk som lokalt supplement
I Faxe Kommune har man valgt at samle turismeindsatsen og dermed den afsatte sum penge hos VisitSydsjælland-Møn (VISM), der udgør det strategiske grundlag for turismeudvikling og turismefremme i destinationen SydkystDanmark, der dækker kommunerne Faxe, Næstved, Stevns og Vordingborg.
Det er vigtigt for den nye styregruppe i Turismenetværket at understrege, at det ikke er utilfredshed med VISM’s arbejde, der ligger til grund for etableringen af det nye netværk, men at netværket skal ses som et supplement. Formand for det tidligere Faxe Turistforening Henrik Storm udtaler:
– VISM gør et godt arbejde med at brande vores destination, men vi har også brug for et helt lokalt fokus her i Faxe Kommune. Vi har forsøgt at etablere et netværk i turistforeningen, men vi har for travlt med at passe hver vores individuelle forretninger til også at drifte et netværk. Derfor har vi henvendt os til Business Faxe for at få hjælp til etablering og drift.
I Business Faxe er man glad for, at den afgående bestyrelse for Faxe Turistforening har henvendt sig. Erhvervsdirektør Tomas Legarth udtaler:
– Etableringen af Turismenetværket er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi i Business Faxe kan hjælpe ethvert relevant erhvervsnetværk i gang. Turismeerhvervet er både spændende og særligt, fordi det går på tværs af brancher. Samtidig har vi lokalt natur og kultur af en kaliber, der gør det til en oplagt styrkeposition at satse endnu mere på. Vi ser frem til det gode samarbejde og håber på stor tilslutning fra det lokale erhverv.
Etableringsmøde for alle interesserede
Den 10. april afholder det nye turismenetværk et etableringsmøde, hvor Martin HH Bender fra VisitSydsjælland-Møn og Jesper Jensen fra Faarup Sommerland kommer og holder oplæg.
Alle interesserede er velkomne til at deltage i Turismenetværkets etableringsmøde, der finder sted den 10. april kl. 16-20 i den tidligere Byrådssal på Industrivej 2 i Rønnede. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding skal ske senest den 3. april per mail til Anne Marie Skovsgaard: ams@businessfaxe.dk
Er man interesseret i at vide mere om Turismenetværket, er man velkommen til at kontakte Business Faxes udviklingskonsulent Anne Marie Skovsgaard per mail: ams@businessfaxe.dk.
Kommentarer