Haslev

Nyt projekt har forbedret de ældres mundhygiejne

tandfeer

Faxe Kommune: Frederiksgadecenteret i Haslev har med projekt Mundpleje forbedret mundhygiejnen hos de ældre borgere

Projekt Mundpleje har kørt fra januar til juni 2014 på Frederiksgadecenteret i Haslev. Projektet har vist, at en fokuseret indsats på området giver en mærkbar forbedring af de ældres mundhygiejne.

19 beboere på Frederiksgadecenteret blev undersøgt i januar 2014 af tandplejer Annette Westenberg, som derefter har undervist alle medarbejdere på centret i hvordan de bedst kan hjælpe de ældre med at gøre mund- og protesehygiejnen bedre.

Efter en periode på 4 måneder, er borgerne blevet undersøgt igen og resultaterne har været rigtig gode. Især for de borgere, der har proteser.

– Tandplejeprojektet har vist sig at være både relevant og succesfuldt. Der er mange grunde til at gøre en indsats på dette område, både i forhold til de ældres velvære og livskvalitet, men også i relation til deres helbredstilstand. Bedre mundhygiejne fungerer både forebyggende og forhindrer genindlæggelser, udtaler Bente Langkilde Sørensen, overtandlæge i tandplejen.

Projektets baggrund

FOA og DOFT (De Offentlige Tandlæger) har valgt at igangsætte et landsdækkende projekt for at forbedre mundplejen på danske plejecentre. Når tandplejen går ind i sådan en opgave, skyldes det, at forbedret mundhygiejne har stor betydning for de ældres almene sundhed. Man ved således, at 10 % af indlæggelser på grund af lungebetændelse skyldes, at tænderne ikke er rene. Også for udviklingen af diabetes og hjertekarsygdomme er mundhygiejnen en vigtig faktor. Rene tænder og proteser har således ikke alene stor betydning for den ældres velbefindende og sundhed, men er også godt for samfundet som helhed. Der er nemlig store gevinster at hente ved en målrettet indsats for at forbedre mundhygiejnen.

Resultaterne har blandt andet betydet, at plak på proteser hos de deltagende er nedsat med 79 %, blødning ved tandkød er nedsat med 70 % og plak på tænder nedsat med 40 %.

– Vi er meget glade for og stolte over, at det er lykkedes at forbedre protese- og mundhygiejnen så meget. Det skyldes uden tvivl det meget gode samarbejde, vi har haft med hele personalet på Frederiksgadecenteret, udtaler Bente Langkilde Sørensen ved overrækkelsen af et diplom, for deltagelsen og resultatet af projektet, til Centerleder Eva Petersen fra Frederiksgadecenteret.

Kommentarer