Nyt projekt skal forebygge rygning hos unge
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/01/komogkvit.jpg)
Faxe Kommune: Sundhedsministeren har netop givet godt 3,3 millioner til et fælles ryge-stop projekt i Faxe, Stevns, Solrød, Greve og Køge Kommuner
Faxe, Stevns, Solrød, Greve og Køge Kommuner har fået 3.319.400 kroner fra sundhedsministeriet. Pengene skal bruges på afprøvning af et nyt nationalt rygestop projekt, der skal hjælpe helt unge rygere med at holde op, og forbygge, at flere unge begynder at ryge i de fem samarbejdskommuner.
Kommunerne skal hjælpe med at udvikle og afprøve en ny flerstrenget model, der består af tre dele; forebyggelse af rygestart, rygestop blandt udsatte unge og en informationsindsats. En workshop i foråret 2013 for alle involverede parter i projektet skal kickstarte indsatsen.
Det nye nationale koncept udvikles i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening, Astma-Allergi Danmark og Sund By Netværket.
Blandt de 13 projekter, der har fået støtte, er ni kommunalt baseret, mens fire er forankret hos institutioner for erhvervsrettet uddannelser eller Efterskoleforeningen. I alt er der bevilliget 12.564.696 kroner i støtte.
Kommentarer