Samfund

Nyt takstsystem betyder lavere lokale priser

Faxe Kommune: Movia opretter 11 nye takstsoner i Sydsjælland. Det betyder at rejser internt i Faxe Kommune bliver billigere for borgerne.

Movia har netop bebudet en gennemgribende reform af taksterne i den kollektive trafik på Sjælland, under overskriften ’Takst Sjælland 2016’. Reformen er besluttet i tæt samarbejde med DSB, Metro, Trafik- og Byggestyrelsen og Transport- og Bygningsministeriet.

Det ny takstsystem, er godkendt af de respektive bestyrelser og træder i kraft søndag den 15. januar 2017. Der er tale om en af de største reformer af priserne i den kollektive trafik siden 1970’erne.

Takstændringerne indebærer, at periodekort altid vil være billigst for pendlere, samt at Rejsekortet altid vil være billigst på enkeltrejser. Hidtil har en DSB enkeltbillet på visse rejser været billigere end Rejsekortet, og det har på nogle rejser kunnet betale sig at købe en billet til en station længere væk, end ens egentlige destination. Disse uhensigtsmæssigheder forsvinder nu, hvor kontantbillet altid vil være væsentligt dyrere end Rejsekortet.

Læs også: Takstharmonisering koster mange penge for borgere i Stevns

97 procent af alle rejser på Sjælland vil stort set ikke blive berørt af takstharmoniseringen. 3 procent af alle rejser på Sjælland bliver imidlertid berørt af takstharmoniseringen med prisstigninger på over 5 procent og ændrede rejseregler. For eksempel afskaffes alle-zoner princippet i det gamle takstområde Hovedstaden og i det gamle takstområde Vest.

Taksten per takstzone har hidtil være højere i Movia Syd end i Movia Hovedstaden og Movia Vest. Zonetaksten harmoniseres nu, det vil sige sænkes i Syd, så for at holde økonomien i ro, lægges 11 nye zoner ind i Syd, hvor zonerne hidtil har være større.

I Faxe Kommune fastholdes det nuværende zoneantal, hvilket indebærer, at rejser internt i kommunen bliver billigere for borgerne.

Man kan læse meget mere om ’Takst Sjælland 2016’ på Movia’s hjemmeside.

Baggrund for ‘Takst Sjælland 2016

Indtil nu har Sjælland været opdelt i fire områder; Hovedstads-området (HT/HUR), Vestsjælland, Sydsjælland og DSBs skinnezoner. Det har betydet at der har være fire forskellige prissystemer.

’Takst Sjælland 2016’ indebærer helt overordnet, at Sjælland bliver ét stort pendlingsområde med ens rejseregler.

’Takst Sjælland 2016’ omfatter 70 procent af alle rejser i den kollektive trafik i Danmark, når harmoniseringen er fuldt gennemført. Der foretages over 300 mio. rejser årligt på Sjælland og øerne.

Kommentarer