Haslev

Nyt tilbud til børn med angst

Pædagogisk Psykologisk Rådgivningen tilbyder nu børn fra 1.-6. klasse i Faxe Kommune og deres forældre at deltage i et nyt, unikt forløb, der skal forebygge angst.

Få styr på angsten er et 10 uger langt selvhjælpsprogram, som klæder forældre til børn i 1.-6. klasse på med vejledninger og øvelser. På den måde kan man som familie arbejde sammen derhjemme for at få bugt med angsten.
Alt sammen med god og grundig introduktion og støtte fra psykologerne i Faxe Kommunes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)..

– Ingen skal leve med angst. Og hvis vi kan bidrage til, at forældre og børn får en håndsrækning til at arbejde med de udfordringer, der er forbundet med at have angst, så glæder det mig meget, siger Mikkel Dam, formand for Børn- & Læringsudvalget.

– Vi har et stort fokus på vores projekt Børn i Fællesskaber, som rummer en bred vifte af tilbud som alle sigter mod, at børnene i vores skoler trives og udvikler sig fra begyndelsen af deres skoletid. Vi vil gerne sikre tidlige og forhåbentlig forebyggende indsatser. Angst kan udvikle sig over tid – også mere eller mindre ubemærket. Derfor et det godt, at forældre kan komme i gang nu, med kyndig vejledning, tilføjer formanden.

Kom til infomøder i august

Tilbuddet om at deltage i Få styr på angsten er åbent nu, og der er informationsmøder om programmet i slutningen af august.

På afdeling Sofiendal og afdeling Rollo den 26. august klokken 15-16, og på afdeling Nordskov den 29. august klokken 15-16.

Angsten må ikke tage overhånd

Angst er en naturlig og livsvigtig følelse. Men hos nogle kommer angsten til udtryk i overdreven grad, så den bliver hæmmende for udvikling og dagligdag.

Det er typisk, at personen der lider af angst, gør alt for at undgå at komme i situationen og bruger meget tid på at bekymre sig.

Angsttilstande er den hyppigste form for psykisk lidelse hos børn som hos voksne.
Rapport fra Sundhedsdata viser at børn og unge med diagnosen angst og depression er tredoblet. Men angst lidelser overses ofte, fordi symptomerne er diskrete og langsomt viser sig alvorlige.

Evnen til at reagere med angst er et medfødt beredskab. Netop fordi angsten er naturlig, kan det være svært at afgøre, hvordan man skal reagere på børns angst.

Hvad gør man?

Hvis dit barn oplever angst i moderat grad – eller har bekymringer ved at skulle sove alene om natten, har svært ved at deltage i alle timer i skolen eller i fritidsaktiviteter, er nervøs for at komme til at gøre noget flovt – pinligt, så kan det være, at programmet er det rette.

Og hvis man som forælder tænker, at dette måske er det rette tilbud, så skal man i første omgang udfylde et spørgeskema og deltage i en visiterende samtale. Her vurderer psykologer fra PPR, om programmet er velegnet eller om der er andre tiltag, som kunne komme i spil.

Center for Angst ved Københavns Universitet har udviklet programmet.

Forskningen har vist, at programmet har god effekt. Over 60 procent blev fri for angstdiagnoser efter behandling. Samme gode effekt var til stede seks måneder efter endt behandling.

Kontaktinformation

Psykolog Mari Torgunrud, mobil 40 46 23 96

Kommentarer