Nyt tilbud til borgere med varige smerter

faxe_sundhedscenter

Faxe Kommune tilbyder nu rehabiliteringsforløb til de af kommunens borgere som har varige smerter.

Torsdag den 27. august starter der et nyt sundhedstilbud i Faxe Kommune. De gode erfaringer fra de øvrige rehabiliteringstilbud videreføres nu også til borgere med varige smerter.

Formålet med at udbyde et målrettet rehabiliteringsforløb til borgere med varige smerter er, at støtte og inspirere den enkelte til at arbejde med sine smerter. Deltagerne i det nye sundhedstilbud får redskaber så smerterne kommer til at fylde mindre i deres hverdag og i deres liv.

Det er vigtigt at understrege, at man ikke bliver smertefri af at deltage i forløbet, men man lærer at leve med smerten og ikke mod den.

Hvad indeholder forløbet?  

Det er et tilbud til borgere som har varige smerter – i led, ryg og/eller muskler.

Det er et forløb på 10 uger, som foregår på hold med temamøder én gang om ugen og træning 1 gang om ugen.

Temamøderne tager afsæt i de problemer, som deltagerne oplever i hverdagen med smerter, og emnerne er blandt andet: viden om smerter, energiforvaltning, psykiske udfordringer, søvn, krop og bevægelse, medicin, arbejde og økonomi mm.

Træningen vil blive tilpasset individuelt, og deltagerne vil blive inspireret til forskellige former for bevægelse.

Samtidig giver tilbuddet mulighed for at skabe netværk med andre der også har smerter, så man kan dele sine erfaringer med ligesindede.

Forløbet varetages af et tværfagligt team med specialviden om smerter. Blandt andet fysioterapeut, ergoterapeut, sygeplejerske, psykoterapeut.

Patientforeningen FAKS (Foreningen Af Kroniske Smertepatienter) støtter ligeledes op om tilbuddet.

– Varige smerter er et omfattende problem, som er forbundet med store menneskelige omkostninger i form af nedsat livskvalitet, familiemæssige og sociale problemer Desuden er varige smerter forbundet med store samfundsmæssige omkostninger i form af behandling, sygemelding og førtidspension, siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Mogens Stilhoff og han forstætter:

– Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i Faxe Kommune har prioriteret ressourcer til, at vi nu kan tilbyde borgere med varige smerter nye redskaber til at få en bedre hverdag. Dette vil både være til gavn for den enkelte og for Faxe Kommune.

Interesserede skal bede egen læge om at sende en henvisning til Faxe Kommune.

Ønskes der yderligere information, kan man kontakte fysioterapeut Stine Skov Nielsen eller Camilla Christensen på telefon 56 20 26 60. Telefontid: 07.30-10.30.

Man kan også læse mere om tilbuddet på Faxe Kommunes hjemmeside.

Forløbet foregår primært på Faxe Sundhedscenter, men også rundt i naturen og i foreningslivet.

Kommentarer