Nytårskoncert i Faxe Kirke søndag

uranienborg_vokalensemble

Faxe: Faxe Kirke og Hylleholt Kirke inviterer til fælles nytårskoncert i Faxe Kirke søndag.

Søndag den 25. januar er der nytårskoncert med ”Uranienborg Vokalensemble” i Faxe Kirke.

Koret, der kommer fra Norge, består af 20-24 sangere og ledes af Elisabeth Holte, der med sit usædvanligt store talent for klangarbejde har ført koret op på et meget højt musikalsk niveau. En af korets faste samarbejdspartnere, folkemusikeren, Gjermund Larsen (violin), medvirker også ved koncerten.

Der kunne skrives mange lovord om korets præstationer ved koncerter i Norge og andre lande, om vellykkede CD-indspilninger, deltagelser i korkonkurrencer, om de mange kreative måder, koret bruger rummet på, de modige skridt ud i improvisationer sammen med Gjermund Larsen med mere.

– Men jeg synes, vores trofaste koncertmenighed bare skal møde op og nyde en koncert, hvor tilhørerne bliver trukket med ind i en verden af fortryllende, dejlig musik, opfordrer Lene Besser, organist ved Faxe Kirke.

Koncerten afholdes i samarbejde med Hylleholt Kirke.

Der er gratis adgang til koncerten.

Kirkebilen kører for Faxe Sogn. Den kan bestilles ved henvendelse til Faxe Kirkekontor på telefon 5671 3552 – tast 1, senest fredag den 23. januar klokken 12.00.

Nytårskoncerten foregår søndag den 25. januar klokken 14.30 i Faxe Kirke

 

Kommentarer