Haslev

Nytårskoncert i Haslev Kirke søndag

marianna_shirinyan

Haslev Kirke: Flot nytårsprogram med en stor armensk pianist, en ny norsk violinstjerne og Haslev Kirkes egen sopran på søndag.

Søndag den 10. januar klokken 15.00 optræder tre musikere i Haslev Kirkehus i et flot nytårsprogram. Hovednavnet er den store armenske pianist Marianna Shirinyan.

Marianna Shirinyan spiller to af Chopins kendteste klaverværker, balladen i f-mol og nocturnen opus 9.

Betty Gregers Arendt synger med Marianna Shirinyan fire russiske sange af Rachmaninov og fem sange af Tchaikovsky.

Og med vanlig armensk talent for at improvisere har Marianna Shirinyan i den 11. time spurgt, om hun må tage den store nye norske violinstjerne Guro Kleven Hagen med til koncerten i Haslev Kirkehus. Hagen og Shirinyan spiller sammen den franske komponist Francis Poulencs muntre violinsonate og Prokofievs vældige violinsonate over russiske folkemelodier. Altså et sandt overflødighedshorn af stor music.

– Og mon der ikke bliver plads til et par armenske ekstranumre, hvis publikum klapper tilstrækkeligt?

Denne nytårskoncert er arrangeret af Faxe Kunst og Musikforening i samarbejde med Haslev Kirke. Der tages en entré på 100 kroner.

Der er både forsalg fra Kirkekontoret og fra musikforeningen. Men der skal nok blive plads til alle, lover Haslev Kirke.

Ved samme lejlighed åbnes en armensk-dansk fotoudstilling

I forbindelse med koncerten er der fernisering på fotoudstillingen ’JEG ER ARMENIER’, som fotografen Sille Arendt og forfatteren Kate Royster lavede i 2015 i forbindelse med markeringen af 100 året for det armenske folkedrab.

Siden Haslev Kirkes Ungdomskor i oktober 2014 besøgte Armenien og med efterfølgende besøg af et stort armensk børnekor i Haslev i april 2015 er der blevet knyttet tætte bånd mellem Haslev og Armenien.

Derfor kommer den armenske ambassadør i Danmark og Norge H. E. Hrachya Aghajanyan og åbner denne fotoudstilling i pausen i koncerten. Faxe Kommunes borgmester Knud Erik Hansen deltager også. Knud Erik Hansen var en af de alt for få danske politikere, der i april 2015 turde bruge ordet FOLKEDRAB om de massakrer, som armenierne blev udsat for op mod og under første verdenskrig.

Marianna Shirinyan er en armensk-dansk pianist, som har vundet flere priser, blandt andet modtog hun som den første DR’s nye klassiske kunstnerpris, P2 Prisen, i oktober 2010. Hun er født i 1978 i Jerevan, Armenien.

Kilde: Wikipedia

Kommentarer