Haslev

Odd Fellow logen i Haslev afholder infoaften

odd-fellow_haslev

Haslev: Odd Fellow logen i Haslev tager utraditionelle midler i brug i et forsøg på at finde nye logebrødre

Normalt skal man have en forslagstiller, som allerede er medlem, for at blive en Odd Fellow.

Men Odd Fellow logen Morgenstjernen i Haslev vil rigtigt gerne have flere nye medlemmer, der ønsker at hjælpe med logens humanitære arbejde for mennesker, der har behov for hjælp.

Derfor inviterer logen alle interesserede til en informationsaften for nye logebrødre tirsdag den 4. februar i logebygningen i Haslev. Udover en rundvisning i bygningen og information om logens møder og arbejde, serveres der en tre-retters menu med drikkevarer og underholdning I løbet af aftenen.

Man kan læse mere om logen på hjemmesiden distrikt4.dk/65

Hvis man er interesseret i at deltage, kan man tilmelde sig til en af brødrene. Man kan finde en liste over logens embedsmænd på sidebanneret embedsmænd.

Informationsaftenen afholdes tirsdag den 4. februar klokken 19 i logebygningen på Gamle by 4 i Haslev.

Odd Fellow logen i Haslev, Broderloge nr. 65, Morgenstjernen, blev stiftet den 17. december 1939 under Den Uafhængige Storloge for Kongeriget Danmark I.O.O.F.

Loge nr. 65 Morgenstjernen har lige fra starten i 1939 ejet bygningen Gamle By 4. Bygningen blev dengang kaldt enkebygningen og var ejet af grevskabet Bregentved. Brødrene istandsatte selv lokalerne, så de kunne danne ramme om logearbejdet.

I 1959 blev der foretaget tilbygning af et festlokale og et køkken. Igen i 1991-1992 blev bygningen udvidet betydeligt. Både selskabslokale og logesal blev udvidet, og der blev opført en ny tilbygning med toiletter, garderobe og andre lokaler. Endelig blev køkkenet udbygget i 1994.

Kilde: hjemmesiden distrikt4.dk/65

 

Kommentarer