Haslev

Økonomisk opsving sætter præg på julehandlen

Danskerne har fået flere penge mellem hænderne, og alt tyder på, at julehandlen i 2018 når nye højder. Monni.dk har undersøgt julehandlen anno 2018 sammenlignet med de tidligere år.

Julehandlen er på vej ind i den sidste fase. Betalingskortene bliver for alvor luftet her den sidste uge op imod jul, og alt tyder på, at omsætningen i år bliver rekordhøj.

Det hænger naturligvis sammen, at de danske husholdninger generelt er godt ved muffen – økonomien er i vækst, reallønnen stigende og ledigheden lav. Med andre ord, så hænger pengene løsere på forbrugerne.

Sidste jul blev der online-shoppet for over 12 mia. kr. En stigning på 3,8 % i forhold til 2016. En analyse fra Dansk Erhverv peger på, at årets julehandel i år vil lande på ca. 14,4 mia. kroner, hvilket igen er en markant stigning. Det svarer til, at hver husstand i Danmark vil handle for ca. 5.600 ekstra i perioden sammenlignet med resten at året.

Ifølge Dansk Erhverv er det specielt tøj- og skobranchen, der vil komme til at nyde godt af det øgede salg. Disse brancher er de mest populære, når vi ser bort fra handlen i supermarkeder og varehuse.

Køber på i webbutikker og i fysiske butikker
Analysen fra Dansk Erhverv peger også på, at stadig flere danskere klarer julegavekøbene på nettet i de mange webshops – både indenlandske og udenlandske.

Faktisk regner man med, at syv ud af hver tiende dansker vil e-julehandle i år, og at mere end en fjerdedel af julesalget vil komme til at foregå på nettet, hvilket vil svare til en omsætningen på hele 3,8 mia. kroner eller fire procent højere end for to år siden.

Vi handler stadig julegaver i december
Den samlede dankort-omsætning på den store handelsdag i november måned, Black Friday, endte på 1,94 milliarder kroner i år mod 2,1 mia kroner i 2017. Men på trods af et fald i omsætningen på 8%, tyder alt på, at dagen stadig bliver årets største handelsdag, hvilket den i øvrigt har været siden 2014.

Stadig bliver dog 70% af alle julegaveindkøb foretaget i december måned, viser analysen fra Dansk Erhverv.

De mest populære gaver
Men hvad er det for gaver, der hyppigst er at finde under juletræet i år?

Vi ved det af gode grunde ikke endnu, men mon ikke det kommer til at minde temmelig meget om popularitetsbarometret fra sidste år.
Gavekort til oplevelser og shopping er og bliver et hit – både hos mænd og kvinder. Ens for begge køn er også at tøj, sko og elektronik som fx mobiltelefon og tablet står højt på ønskesedlen. Men så hører ligheden også op, for hos rigtig mange kvinder er parfume en væsentlig del af ønskesedlen, hvor værktøj er det hos mændene – ikke overraskende i øvrigt for begge køn’s vedkommende.

Kommentarer