Østbanen tættere på at fortsætte til Roskilde
Faxe Ladeplads: Regionstog er kommet et skridt tættere på at kunne benytte de statslige spor fra Køge til Roskilde.
En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Region Sjælland og Transportministeriet med bidrag fra Regionstog A/S og Movia har foreslået at lade Regionstog fortsætte mod Roskilde i stedet for at vende togene fra Faxe Ladeplads og Rødvig, når de kommer til Køge.
– Vi har leveret et oplæg, som vi synes er godt. Men nu er det op til politikerne, siger Dorthe Nøhr Pedersen, der er bestyrelsesformand for Regionstog A/S og direktør for Movia til Sjællandske.
Læs også: Østbanen skal fortsætte helt til Roskilde
Regeringspartierne, SF og Enhedslisten kan godt se fornuften forslaget, så i den nye aftale om passagertrafik er følgende blevet indføjet: ”der kan være fordele ved at sammenbinde driften på den nordlige del af Lille Syd (Køge-Roskilde), som i dag køres af DSB, med Østbanen.”
Først skal der dog iværksættes en undersøgelse, der skal være klar til forligskredsen i 2016. Hvis forligskredsen nikker ja næste år, kan Transportministeriet og Region Sjælland indgå en endelig aftale.
Regionstog A/S, der driver lokalbanestrækningen Østbanen, er klar til at køre den ekstra strækning, hvis Folketingets medlemmer vedtager forslaget til næste år.
Kommentarer