Faxe Ladeplads

Østersøens Perle i Faxe Ladeplads?

debat_logo

Debat: Det har på mange måder været en dejlig sommer, ikke mindst har vejret været i top i mange uger

Indsendt af Jørgen Sølund, Efterårsvej 9, 4654 Faxe Ladeplads

Som aktivt medlem af Roklubben Viking på Faxe Ladeplads Havn, har vi efter mange gode ro-ture, langs vore fantastisk smukke kyster til enten Vemmetofte eller Fed, siddet på vor udendørs terrasse og nydt vejret, udsigten og en kop kaffe. Her sludres om løst og fast. Ofte falder snakken på glæden over at vor nabo BG Stones er rejst og den fysiske og visuelle forurening er et afsluttet kapitel. Vi glæder os sammen med de mange gæster der dagligt besøger området, badegæster, lystfiskere, drageflyvere, ”hunde-luftere”, ornitologer og andre, til at området atter bliver tilgængeligt, dette kan formodentlig ske, når de sidste materialer bliver fjernet og jordvoldene jævnet. Vi aner konturerne af en rå perle.

Vor store ”nabokommune” Køge undergår i disse år en fantastisk udvikling: Det ny regionssygehus giver mange nye arbejdspladser. Transportcenteret ved motorvejen i Ølby har fortsat vokseværk og trækker flere og flere arbejdspladser til. Et nyt spor bl.a. til København giver en transporttid på kun 17 minutter, dette vil gøre Køge endnu mere attraktivt for pendlere til København. Den udvidede motor vej fra Køge til København vil igen give tålelige forhold for bilister. Nedgravning af jernbanespor fra Næstved og Faxe Ladeplads og Stevns langs havnen, får havn og by til at smelte sammen. Etablering af nye detailforretninger omkring baneområdet samt et imponerende udviklingsprojekt for erhverv og boliger på Søndre Havn giver udviklingen turbo.

Køge har altid savnet boliger med beliggenhed nær centrum og med udsigt til Køge Bugt, det får man nu, de første attraktive boliger forventes klar i midten af 2016. Det er i disse krisetider imponerede hvad Køge Kommune med partnerne i Køge Kyst har sat i gang. Vi har hvad Køge med store omkostninger nu skaber!

Med bare 30 minutters transporttid fra Faxe Ladeplads til Køge, er jeg sikker på at en del familier fra nye arbejdspladser i Køgeområdet vil finde en bolig i Faxe Ladeplads attraktiv. Kombination af attraktiv pris og unik natur, beliggende nær Køge (København) findes ikke bedre. Det er her ”Østersøens Perle” kommer ind i billedet, jeg tror at man i løbet af 5-10 år vil opleve at attraktive lejligheder med havudsigt, badestrand og lystbådehavn beliggende tæt på bymidten, selvfølgelig også vil blive efterspurgt i Faxe Ladeplads.

Faxe Kommune kan nu hvor BG Stones er flyttet, se den gældende lokalplan for boligbyggeri på pladsen blive til virkelighed. ”En rå perle”.

Vi har her den helt unikke mulighed, at få skabt et særdeles attraktivt boligbyggeri med en fantastisk 180` udsigt over Faxe Bugt og vest for byggeriet, korn- & kalksiloer som gode naboer og med skoven som baggrund.

Indtil byggeriet er muligt og kan påbegyndes, kunne man sørge for at området ryddes for materiel mm. og få jordvolde og sandbunker jævnet ud. Hermed kunne borgere og gæster igen færdes og få glæde af området, allerede inden byggeprojektet igangsættes om nogle (få) år.

Drømmen om ”Østersøen Perle” i Faxe Ladeplads kan igen blive til virkelighed!

Kommentarer