Karise

Østskolen i Faxe Kommune får ny skoleleder

58-årige Torben Lind bliver ny skoleleder for Østskolen med afdelingerne Rollo, Karise og Hylleholt. Han tiltræder stillingen fredag den 9. februar.

Det var et enigt ansættelsesudvalg, der med stor tilfredshed pegede på Torben Lind som Østskolens nye skoleleder. Han kommer med en solid erfaring fra skoleverden og har i en længere årrække været skoleleder i henholdsvis Roskilde, Gentofte og Gribskov Kommune.

Susanne Karen Jacobsen er formand for Skolebestyrelsen på Østskolen og sad med i ansættelsesudvalget.

– Det er altid dejligt, når man er enig om tingene, og det må man sige, vi var i ansættelsesudvalget. Vi valgte blandt andet Torben på grund af hans erfaring med områdeledelse og hans visioner i forhold til det at drive skole. Torben kommer med en tungtvejende erfaring som skoleleder og har i sine tidligere stillinger formået at skabe mærkbare resultater på såvel elevernes faglige resultater og almene trivsel. Jeg er overbevist om, at Torben, med sin erfaring og ledelsesstil, vil bidrage positivt til Østskolens forsatte udvikling, og det er med stor begejstring, at vi byder ham velkommen, siger Susanne Karen Jacobsen.

Torben Lind har fra sin tidligere ansættelse erfaring med at lede flere afdelingsskoler og er kendt som en vellidt leder med en stærk evne til at skabe fælles holdånd.

Anders Bach Lauritsen, tillidsrepræsentant på Østskolens afdeling Hylleholt, sad også med i ansættelsesudvalget, og han udtaler:

– Jeg tror på, at Torben er den helt rette kandidat til jobbet. Et hurtigt blik på hans CV vidner om, at vi har med en erfaren og ambitiøs leder at gøre, der har et stålsat fokus på at skabe en endnu bedre skole til gavn for både elever, forældre og medarbejdere, siger Anders Bach Lauritsen.

Torben Lind bor i Roskilde med sin kone, og sammen har de to voksne børn.

Kommentarer