Debat og politik

Nu også økonomivildfarelse i Faxe Kommune

Debat: Den 25. oktober 2016 anmodede jeg i lokalpressen de politisk ansvarlige formænd bag  konstitueringsflertallet i Byrådet om en forklaring på de ikke positive fremtidsperspektiver for kommunens økonomi for de kommende år – alt sammen udelukkende baseret på tallene fra kommunens egne økonomer, som er forelagt Økonomiudvalget.

Indsendt af Fl. Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted.

Det er i hvert fald helt sikkert, at der ikke er økonomisk råderum i Faxe Kommunes økonomi til at sløse med pengene!

Det er derfor med stor forbavselse, at jeg læser den fremlagte dagsorden for møde i Byrådets Økonomiudvalg den 8.11.2016, punkt 218, Istandsættelse af seminariebygningerne.

Projektet er en udløber af ejendomsstrategien.

Det fremgår af indstillingen, at der fra Center for Ejendomme søges om dækning af en budgetoverskridelse på ikke mindre end ca.100 % fra budget på 8.5 millioner kroner til nu 15.5 millioner kroner.

Det er for galt, projektets overskuelige størrelse taget i betragtning.

Det er jo ikke en Storebæltsbro; men et overskueligt projekt, hvor Faxe Kommunes administration åbenbart ikke har udført ordentligt arbejde!

Det her rykker jo ved beslutningsgrundlaget for ejendomsstrategien, hvor tidligere ansøgninger om tillægsbevillinger( overskridelser) fra kommunaldirektøren er oplyst, at ligge indenfor den samlede ramme.

Det holder så åbenbart ikke længere, idet de godt 7 millioner kroner nu skal tages fra kommunekassen og det er noget ganske andet i forhold til budget!

Hvem er ansvarlig for så upræcise budgettal og ikke mindst hvem er ansvarlig for en så overfladisk budgetlægning – at der uden tydelig forklaring bare kræves det dobbelte beløb?

Det er budgetvildfarelse!

Det fremgår tillige af indstillingen, at kommunaldirektøren vel reelt har tiltrådt forslaget om, at udgiftsfordoblingen på de godt 7 millioner kroner blot tages fra kassebeholdningen.

Finder konstitueringsflertallet, at dette er forsvarligt henset til budgetprognosen for de kommende år, der viser kraftigt røde minus tal for kassebeholdningen, jf. kommunes egen økonomifremskrivning.

En interessant detalje er, at alene istandsættelsen af den nye byrådssal har kostet intet mindre end 3.560.000 kroner mod et afsat budget på 1.300.000 kroner eller en overskridelse på ikke mindre end 173 %.

Det er for galt!

Og så et særligt spørgsmål til Ivan Lilleng, Konservative: Jeg ser jf. sagsfremstillingen, at Ivan Lilleng uden at blinke har stemt for denne budgetvildfarelse. Altså Ivan Lilleng har uden at have moralske problemer ikke indvendinger imod en sådan lemfældig omgang med kommunens penge. Det står da i skærende kontrast til Ivan Lillengs kurs i sagen med Gefion, hvor Ivan Lilleng har valgt på baggrund af et langt mindre beløb at indgive en klage til Tilsynet over Byrådets flertalsafgørelse. Det her er da endnu et bevis på Ivan Lillengs dobbeltmoral!

Jeg håber snart, at Ivan Lilleng kommer med en forståelig forklaring på sin slingrende politiske kurs vedrørende omgangen med borgernes penge.

Kommentarer