Økologisk Høstmarked på Bækvang lørdag

Rønnede: Efteråret nærmer sig og tiden er inde for det traditionelle høstmarked på Bækvang på Tornemarksvej
Lørdag den 30. august slår den økologiske gård Bækvang endnu en gang portene op for deres traditionelle høstmarked.
Ugleungerne er fløjet fra reden og kun deres jagtskrig høres om natten. De smukke Hokkaidoer breder sig over grønsagsmarken. Kornet er høstet og sendt til møllen. Så nu er der plads til sensommerleg på marken, inden vinterkornet skal sås.
Høstmarkedet byder på oplevelser for både børn og voksne. Udover rundvisninger, hvor man kan hilse på gårdens dyr, er der en halmlegeplads, kokassekastning og rundballerace.
På gårdspladsen er der café med grill og levende musik. Gårdbutikken er åben med smagsprøver, kød og grønsager af egen avl, samt andre spændende produkter.
I den traditionelle Quiz om økologi kan man vinde økologisk præmier.
Alle er velkomne.
Der er Økologisk Høstmarked lørdag den 30. august fra klokken 11 til 16 på Bækvang, Tornemarksvej 9, 4683 Rønnede
Bækvang har været drevet økologisk siden 1987. Gården er på 35 hektar plus 8 hektar i forpagtning; der dyrkes foder til de cirka 30 stykker kødkvæg af blandet race. Udover foder dyrkes der frilandsgrøntsager samt korn. I Bækvangs gårdbutik kan man købe kød og grønsager af egen avl og derudover et stort udvalg af andre økologiske produkter. I gårdbutikken sælges der desuden forskellige genbrugsting, og så er der en bogcafé, hvor man kan læse, låne, hente og aflevere bøger.
Kommentarer