Karise

Økologisk høstmarked på Brinkholm lørdag

brinkholm

Karise: Den økologiske andelsgård Brinkholm ved Karise inviterer alle til et hyggeligt Økologisk Høstmarked på lørdag

Lørdag den 30. august afholdes der Høstmarked på økologiske andelsgård Brinkholm, der ligger på Kulagervej ved Store Linde.

Til Økologisk Høstmarked er alle velkomne til at se sig omkring på gården og få en god snak med nogle af andelshaverne om det at drive økologisk landbrug. I mølleriet vil gårdens møller demonstrere, hvordan melet males på stenkværnen. Det friskmalede mel kan købes i grøntsagsboden sammen med grøntsager og frugt.

De besøgende kan også få en snak med gårdens biavler om bier og honning, få smagsprøver og købe honningen.

I caféen i laden kan man smage brød og kager, bagt på gårdens eget mel. Der er desuden er der salg af kaffe, te, øl, vand og saft samt sandwich. Trubaduren fra Faxe, Eddie van Lüthje, vil synge og fortælle. Der er også premiere på Brinkholms nyeste øltype, der er brygget i samarbejde med Slotsbryggeriet på Gavnø Slot.

Brinkholm er Danmarks eneste forbrugerejede økologiske gård. Brinkholm har 35 hektar jord, smukt beliggende på begge sider af Tryggevælde Å. Gården har været dyrket økologisk siden 1995, og i 2001 blev den købt af Andelsselskabet Landbrugslauget med cirka 500 andelshavere, hvoraf ca. 10 procent deltager aktivt i arbejdet på gården.

Brinkholm dyrker grøntsager, der sælges via abonnementskasser. Hovedparten af jorden bruges til Ølandshvede og Dacke hvede, som alt sammen indgår i produktionen af mel i gårdens eget gårdmølleri. Desuden dyrkes der maltbyg og lucerne. Lucernen høstes til foderpiller til økologisk dyrefoder. Gården har desuden 11 bistader, som producerer meget dejlig honning.

Man kan læse mere om de økologisk høstmarkeder på høstmarked.dk, hvor man også kan finde de andre økologiske høstmarkeder.

Læs også: Økologisk Høstmarked på Bækvang lørdag

LandbrugsLauget har med hjælp fra fondsmidler anlagt en trampesti på en strækning af Tryggevælde Å. Trampestien blev indviet sidste efterår og interesserede kan på dagen få en rundvisning på hele området herunder naturvandring ad trampestien langs Tyggevælde Å.

Alle er velkomne.

Det økologisk Høstmarked på Brinkholm afholdes lørdag den 30. august mellem 11.00 og 16.00 på Kulagervej 23 ved Store Linde, 4653 Karise.

Kommentarer