Karise

Økologisk Høstmarked på Brinkholm på lørdag

Karise: Brinkholm holder Åbent Hus og  Økologisk Høstmarked i Store Linde ved Karise på lørdag 

På Brinkholms cirka 32 Ha dyrkes korn til eget mel og græs til cirka 150 får; moderfår-lam-væddere. På lørdag vil der være rundvisning på hele området med historier om andelsbruget og indblik i den økologiske drift, samt en naturvandring langs Tryggevælde Å, hvor man bl.a. kan se det nyopførte shelter med bord-bænke.

Der vil være mulighed for at hilse på får og lam og få en snak med fåreholderne om lammekød og lammeulds-strikkegarn, som der også er mulighed for at købe.

I Mølleriet vil landbrugslaugets møller demonstrere maling af mel på Brinkholm’s egen stenkværn.

Som en del af høstmarkedet vil der være boder med: Grøntsager og mel, Honning, Uld og lammeskind samt økologisk te fra Teadrops.

Derudover kan man spise økologisk mad i cafe’en; hjemmelavede sandwich og vafler af eget mel, samt nyde en kop kaffe/te på gårdspladsen, der er centrum for den 4-længede gård.

Landbrugslauget Brinkholm holder Åbent Hus og Økologisk Høstmarked på Kulagervej 23 i Store Linde ved Karise lørdag den 1. september fra klokken 11 til 16.

Kommentarer