Økologiske Høstmarkeder lørdag og søndag
Der er åbent hus på to lokale økologiske gårde samt en økologisk frugtplantage i weekenden 3.-4. september
I år er det 19. gang De Økologiske Høstmarkeder afholdes over hele Danmark. De deltagende gårde varierer fra bittesmå landbrug til store godser. Nogle har både heste, grise, køer og får, mens andre har masser af frugt og grøntsager.
Bækvang, Tornemarksvej 9, 4683 Rønnede, der har været økologisk siden 1987, har åbent lørdag d. 3. september kl. 11-16. Bækvang tilbyder rundvisninger, hvor man bl.a. kan se frilandsgrøntsagerne, kødkvæget og grisene. Bækvangs gårdbutik sælger kød og grønsager af egen avl og et stort udvalg af andre økologiske produkter. På lørdag tilbyder butikken lækre smagsprøver, og cafeen med grill sælger kaffe, te, kage, m.m. til levende musik. I gårdbutikken sælges der desuden forskellige genbrugsting. For børnene er der blandt andet halmlegeplads og ponyridning.
Brinkholm – LandbrugsLauget, Kulagervej 23, 4653 Karise holder åbent lørdag d. 3. september kl. 11-16. Brinkholm er den eneste andelshaver-ejede økologiske gård i Danmark. Der er godt 500 andelshavere, hvoraf cirka 10 procent deltager i arbejdet på gården. Brinkholm tilbyder rundvisninger på gården, hvor man bl.a. kan se fårene, bistaderne og grøntsagsmarken samt en naturvandring langs Tryggevælde Å. I Mølleriet vil mølleren demonstrere maling af mel på stenkværn, og der kan købes friskmalet mel. I caféen er der salg af kaffe, te, øl, vand, saft samt sandwich og kage. Da LandbrugsLauget har 10-års jubilæum i år, vil der være særlige events bl.a. fx Ande-Derby på Tryggevælde Å, skattejagt samt prøvesmagning af hjemmebrygget øl.
Hos Luna Frugtavl, Bøgebakken 10, Ll. Spjellerup, 4640 Faxe er der åbent både lørdag d. 3. og søndag d. 4. sept. kl. 10-18. Kør ind ved skiltet: Klinik Luna. Her kan man besøge æbleplantagen, som bugner af discovery æbler samt en stor urtehave. Der vil være mulighed for selvpluk, og man kan få presset et par liter saft. Medbring selv flasker. Oppe ved huset er der en stor terrasse, hvor man kan nyde medbragt mad og få en smagsprøve på æblesaften. Der er udsigt til egen sø med ænder og rørhøns og måske vil musvågeparret kredse over marken.
Se Danmarkskort med flere høstmarkeder.
Kommentarer