Ole Sohn lover bedre mobilt bredbånd
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/03/mobilmast.jpg)
Faxe Kommune: Fra 2015 vil 99,8 pct. af alle husstande i Faxe Kommune have adgang til mobilt bredbånd
Det vil være konsekvensen af rammerne for den kommende 800 MHz-auktion, som erhvervs- og vækstminister Ole Sohn og teleforligskredsen nu har fastlagt.
Kravene i auktionen forpligter auktionsvinderne til at etablere adgang til mobil bredbåndsforbindelse for 99,8 pct. af alle husstande, virksomheder og sommerhuse i de 207 postnumre, der er omfattet af auktionen, og hvor bredbåndsdækningen i dag halter. Auktionsvinderne – teleselskaberne – forpligter sig til inden udgangen af 2015 at udbyde mobile bredbåndsforbindelser på mindst 10 Mbit/s i de landområder, hvor der i dag er størst behov for bedre bredbånd.
Sommerhuse var oprindeligt ikke omfattet af dækningskravene, men på baggrund af ønsker fra en række kommuner og regioner er det nu sikret, at også sommerhuse kan få gavn af forbedringerne.
-Det er meget vigtigt at sikre, at borgere og virksomheder, og også sommerhusgæster, der holder deres ferie i Danmark, har de bedste muligheder for en god bredbåndsforbindelse. Det styrker dansk turisme og sommerhusudlejningen i yderkommunerne, udtaler Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn. Og fortsætter:
-Det er min forventning, at teleselskaberne, med deres opsætning af master til mobilt bredbånd samtidig vil sikre en bedre mobil taledækning i områder, hvor der er problemer med mobilhuller. Teleselskaberne kan nemlig for relativt få penge opsætte antenner til mobiltale på de opsatte mobilmaster, og dermed øge taledækningen væsentligt.
Kommentarer