Om igen nok engang Faxe Kommune

Debat: Ny afgørelse fra Natur-og Miljøklagenævnet ophæver Faxe Kommunes afgørelse.
Indsendt af Fl. Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted.
Denne avis læsere er løbende blevet informeret om skovsagen Kongsted og de problemer de berørte borgere og lodsejere må kæmpe med i forhold til den fejlbehæftede forvaltning fra Faxe Kommune.
Jeg har i dag modtaget en afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet i en anden sag vedrørende restaureringen af Lilleå.
Natur- og Miljøklagenævnet har også i denne sag ophævet Faxe Kommunes fejlfyldte afgørelse i sagen.
Det hører med til historien, at der i forarbejdet i kommunens administration blev udført forvaltningsfejl, bl.a. udstedelse af en første afgørelse baseret på forkerte sagsdata.
I den konkrete sag vedrørende Lilleå har jeg den klare holdning, at jeg gerne som lodsejer af fredskoven Fruens Have vil medvirke til at sikre miljøet.
Problemet er, at Faxe Kommune igen på et svagt fagligt grundlag bare tromler en afgørelse igennem og ikke vil dialog og lytte og tage bestik af de lokale forhold som foreligger.
Derfor har Natur- og Miljøklagenævnet igen kasseret en afgørelse truffet af Faxe Kommune.
Jeg synes det er beklageligt, at det skal foregå på denne måde.
Et jule- og nytårsønske til borgmester Knud Erik Hansen, 1. viceborgmester Dorte Nybjerg og TMU formand Ivan Lilleng er, at de 3 ansvarlige politikere sætter sig ned og foranstalter, at Faxe Kommunes forvaltning lægger kursen om og sikrer en mere substansfyldt og fagligt velfunderet dialog med de lodsejere, der ud fra egne positive undersøgelser og holdninger har noget at bidrage med.
Den nuværende bedreviden og tromlende forvaltningsadfærd vil uvægerligt føre til flere problemer og ikke mindst urimelige omkostninger for kommunen og de berørte borgere.
Efterlev god forvaltningsskik som Ombudsmanden har beskrevet!
Glædelig jul til alle.
Kommentarer