Rønnede

Ombudsmanden har afvist sagen i første omgang

skov

Rønnede: Man kan kun klage til Ombudsmanden, når man har brugt alle andre muligheder for at klage.

Nabogruppen Kongsted indbragte torsdag den 4. december borgmesterens afvisende adfærd i sagen om skovrejsning på Møllevej i Kongsted for Folketingets Ombudsmand.

Folketingets Ombudsmand har imidlertid afvist klagerne, idet alle andre muligheder for at klage endnu ikke er udtømt.

Læs også: Borgmesteren indbragt for Ombudsmanden

Klagen indeholdt to punkter.

Til den første klage ”Faxe kommunes borgmesters afvisning af at forelægge en konkret henvendelse for byrådet” svarer Ombudsmanden at klagen først skal indbringes for Statsforvaltningen, Tilsynet, som fører tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.

Den anden del af klagen gik på om Faxe kommune har behandlet sagen om skovrejsning i Kongsted i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Den del af klagen skal afvente en afgørelse i den klagesag Dansk Skovforening ligeledes i torsdag indsendte til Natur- og Miljøklagenævnet.

Skovforeningen klagede blandt andet over at Faxe Kommune ulovligt har udfyldt det skema, som ejeren af ejendommen ifølge loven selv skal udfylde.

Vicedirektør Kaj Larsen, Folketingets Ombudsmand gør samtidigt klart at der ikke er taget stilling til om han kan og vil behandle de to klagepunkter. Det vil han først tage stilling til, hvis han modtager en fornyet klage, efter at klagerne har været behandlet, hos henholdsvis Tilsynet og Natur- og Miljøklagenævnet.

Kommentarer