Ønsker udsalgsstart flyttet til 1. juli

Haslev: Flere butikker i Haslev ønsker at udsalgsstarten på de to store årlige udsalg flyttes til den første weekend i juli og januar.
Udsalgsstarten i Haslev lå i år en uge efter Faxe og tre uger efter udsalgsstarten i Næstved, Ringsted og Køge.
”Jeg syntes det er hul i hovedet, at vi laver sommerudsalg midt i sommerferien. Oven i købet tre uger efter at de store byer omkring os har deres. Haslev er en lille by, og kunderne venter ikke til vi sætter vores priser ned. Der er heller ikke kommet hverken løn eller børnepenge den 17. juli”, siger indehaveren af Li-Una, Joan Nielsen, som har haft tøjbutik i Haslev i seks år til DAGBLADET og Sjællandske.
”Og jeg er enig. Færre holder ferie, og det kan give et bedre salg, hvis vi begyndte første søndag i juli og januar. Det bliver taget op i bestyrelsen”, lover Haslev Handelsstandsforenings nye formand Steen Eistrup Wisler fra Haslev Bøger & Papir, som har hørt kritikken af det sene sommerudsalg flere gange.
På trods af at det regnede de tre første timer af søndagens sommerudsalg i Haslev og det sene tidspunkt for udsalgsstarten, var flere af butikkerne dog ret godt tilfreds med dagens salg.
Kommentarer