Opera og vinsmagning i Biografen Kanten

Faxe: Biografen Kanten og Royal Opera House i London har indgået en aftale om at vise operahusets nyeste opsætninger – på det store lærred.
Fire operaer fra Operahusets vinter- og forårssæson vil over fire søndage blive vist i biografen, med start nu i januar, og premierevisning søndag den 31. januar 2016.
Biografen har, så vidt vides, hverken fantomer i kælderen eller lysekroner der dirrer til tonerne. Men et fantastisk lydsystem der uden videre udfordringer kan gengive oplevelsen i operahuset. Dertil er prisen i biografen med sine 140 kroner også overkommelig i forhold til en flyve- og teatertur til London.
Ved premierevisningen den 31. januar 2016 byder Claus fra ‘Vin & Druen’, som er en lokal vinimportør, der importerer vine fra bl.a. Italien, Spanien, Frankrig og Tyskland smagsprøver ud på biografens nye signatur-vin ‘Kanten Peplum’ og andre gode flasker. Vin & Druen holder normalt til på Fuglsang i Faxe Ladeplads, men den 31. januar rykker såvel flasker og Claus vin-viden op til dagens operapublikum på Kanten.
De fire operaer der vises i forårssæsonen er:
- Cavalleria Rusticana / Pagliacci (2 en-aktere): Søndag den 31. januar klokken 14:00
- La Traviata: Søndag den 28. februar klokken 14:00
- Boris Godunov: Søndag den 24. april klokken 14:00
- Lucia Di Lammermoor: Søndag den 22. maj klokken 14:00
Læs mere om opera i Biografen Kanten på biografenkanten.dk.
Kommentarer