Haslev

Operakino med Otello direkte fra Napoli

otello

Haslev: I aften kan man opleve Verdis opera Otello direkte transmitteret fra Teatro San Carlo i Napoli i Haslev Bio

Tirsdag den 22. april inviterer Haslev Bio til Operakino med Verdis Otello direkte transmitteret via satellit fra Teatro San Carlo i Napoli.

Otello er en opera i 4 akter skrevet af Guiseppe Verdi. Operaen er blandt andet kendt for at have 3 af de mest krævende roller (Desdemona, Iago og Otello) som Verdi nogensinde har komponeret både musikalsk og dramatisk. Librettoen blev skrevet af Verdis sidste – og bedste – librettist og den er baseret på Shakespeares tragedie Othello. Den engelske Verdi-kender Julian Budden har udtalt, at Verdis Otello er på højde med Shakespeares – store ord i en englænders mund!

Operaen blev første gang opført på LaScala i Milano i 1887, og den blev en kæmpesucces.

Allerede i 1898 kunne man opleve den på Det Kongelige Teater i København og den har været opført adskillige gange siden – sidst i 2001, hvor Othello indgik i en markering af 100-året for Verdis død. Othello har også været spillet på Den jyske Opera i Århus.

Operaen, der har en forrygende besætning, sendes direkte fra SanCarlo Teatret i Napoli og dirigeres af Nicola Luisotti. Partiet som Otello synges af den kendte italienske tenor Mario Berti, Desdemona synges af den unge sopran Lianna Haroutounian og Jago synges af den italienske baryton Roberto Frontali Operaen er en nyopsætning i samarbejde med Teatro Massimo i Palermo.

Forestillingen varer i 3 timer og 5 minutter. Billetter kan købe på Haslev Bio’s hjemmeside.

Der er OperaKino i Haslev Bio, tirsdag den 22. april klokken 20:30.

Kommentarer