Haslev

Ny innovationslinje for gymnasieelever i Haslev

Haslev: Campus Haslev opfordrer, sammen med Faxe Erhvervsråd, virksomheder til samarbejde om nyskabende linje på handelsgymnasiet

Zealand Business College, Køge Handelsgymnasium, EUC Sjælland og Midtsjællands Gymnasieskoler har i fællesskab udviklet en 3-årig praksisnær innovationslinje for unge gymnasiestuderende med iværksætterblod i årerne.

Fra sommeren 2012 vil de eksisterende erhvervs- og gymnasieuddannelser blive suppleret af en bred vifte af nye uddannelser. En nye gymnasieretning i Campus Haslev skal kombinere teori og praksis, de unge skal bl.a. arbejde med udviklingsopgaver og projekter stillet af lokale virksomheder, hvilket vil skabe værdier for både virksomhederne og de unge studerende.

– Campus Haslev har indledt et samarbejde med Faxe Erhvervsråd for at finde lokale virksomheder, der vil være adoptivvirksomhed for de studerende. Adoptivvirksomhederne stiller opgaver fra deres hverdag, som de ønsker hjælp til at afklare, eller måske ønsker virksomhederne et nyt og anderledes syn på fx en markedsføringsplan, forklarer campuskoordinator Lau Wulfsberg

– For virksomhederne er det en unik chance for at spotte nye talenter og være med til at præge de unges uddannelse i en praksisnær retning. Samtidig er man som virksomhed med til at skubbe på udviklingen af Faxe som en attraktiv uddannelses- og bosætningskommune, uden at det kræver det helt store, fortæller direktør i Faxe Erhvervsråd Søren Vagn Hansen, der i den nærmeste fremtid sammen med Campus –koordinatoren, vil kontakte virksomhederne, og fortælle mere om mulighederne.

Virksomheder der er med på ideen eller nysgerrige efter at høre mere, kan skrive til campuskoordinator Lau Wulfsberg på: lawub@faxekommune.dk eller ringe på 2130 9940.

 

 

Kommentarer