Opgavebureauet har succes med krydsordshjemmeside
Karise: Karise firmaet Opgavebureauet har oplevet en markant stigning af brugere på Krydsord.dk siden oktober 2012
På websitet Krydsord.dk, der ejes og drives af firmaet Opgavebureauet i Karise, har man registreret en tilgang i antallet af brugere på 294 procent i løbet af de sidste fire måneder, og hver eneste dag kommer der godt 60 nye brugere til.
Læs også: Karise firma har startet ny krydsordshjemmeside
Og ikke alene er antallet af brugerne på Krydsord.dk steget markant siden oktober 2012, hver bruger løser også gennemsnitligt flere krydsordsopgaver pr uge end tidligere. Og det stiller krav til krydsordskonstruktøren, Hanne Marie Reffelt.
– Jeg gør hele tiden mit bedste for, at der hele tiden er friske opgaver til alle, lige fra dem, der bedst kan lide de helt lette opgaver, til dem, der ikke kan få opgaverne svære nok. Men der går som regel ikke mere end et døgns tid før ’den hårde kerne’ har løst alt, så vi er hele tiden I gang med nye opgaver, så brugerne ikke skal gå forgæves, fortæller hun
Hanne Marie Reffelt holder hele tiden øje med, hvilken type opgaver, der er mest populære, og så tilpasser hun løbende udvalget efter det. Siden indeholder lige fra børnekryds til ekspertkryds.
– Fordelen ved online krydsord er helt klart den meget direkte kontakt, man som krydsordskonstruktør har til brugerne. Både fordi vi kan se, hvilke opgaver, de løser, men også gennem brevkasse-funktionen og mails. Det gør det lettere at tilpasse vores krydsord, så de passer til brugernes behov, forklarer Hanne Marie Reffelt.
Og det er ikke kun sværhedsgraden, der tilpasses. Efterhånden som flere og flere unge mennesker kaster sig over opgaverne på Krydsord.dk, moderniseres opgaverne også – nøjagtig som sproget løbende udvikler sig.
– Stigningen i interessen for krydsord hænger ganske givet sammen med, at rigtig mange har opdaget glæden ved at lege med ord og blive testet på sin viden i spil som Wordfeud og Quizbattle. Det har fået rigtig mange yngre mennesker til at interessere sig for den klassiske ordleg, som krydsord jo er. Og det er noget vi tager med i vores overvejelser, når vi laver krydsord. Vi forsøger i såvel indhold som udseende at give krydsord et mere moderne tilsnit. For eksempel gør vi vores bedste for at holde os til ord, der optræder i moderne sprogbrug, fortæller Hanne Marie Reffelt, fra Krydsord.dk.
Man kan følge Krydsord.dk på Facebook
Kommentarer