Opgiver fjernvarme til Egedevejskvarteret

Faxe: Faxe Fjernvarme opgiver tilbud om fjernvarmeforsyning til 141 ejendomme i Egedevejskvarteret
Faxe Fjernvarme uddelte i starten af januar 2013 et informationsmateriale med svarskema til beboerne i alle ejendomme i området for at få afklaret interessen for fjernvarme. Der blev uddelt informationsmateriale til 141 ejendomme.
Ved svarfristens udløb var der tilbageleveret i alt 33 svarskemaer. Heraf var de otte ikke interesserede. Der var altså kun i alt 25, som var interesserede i at høre mere om fjernvarmeforsyning. Efterfølgende har yderligere fire svaret ”ikke interesseret”.
Med en så beskeden forhåndsinteresse, anses det ikke for realistisk, at der kan opnås en reel interesse for tilslutning til fjernvarme hos mindst 75 forbrugere i Egedevejskvarteret. Det er nemlig, hvar der skal til, for at et projekt for fjernvarmeforsyning kan gennemføres i hele kvarteret.
– Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, – men det tager vi naturligvis til efterretning. Måske vil vi tage initiativet op en anden gang, hvis vi fornemmer at der er forøget interesse. Nu vil vi vurdere situationen og mulighederne i andre områder af Faxe by, fortæller Mogens C. Pedersen, formand for bestyrelsen i Faxe Fjernvarmeselskab. Og han fortsætter:
– Målet for os er at levere stabil varmeforsyning til den lavest mulige pris og de bedst mulige vilkår for forbrugerne.
I Faxe Fjernvarmeselskab kostede det i 2012 incl. moms kr. 12.578 om året at opvarme og få varmt brugsvand til et standard parcelhus på 130 m2 med et årsforbrug på 18,1 MWh.
I 2013 bliver prisen for det tilsvarende forbrug incl. moms 11.854 kroner.
Prisnedsættelsen er i alt incl. moms på 724 kroner
Fakta om Faxe Fjernvarme
Faxe Fjernvarme leverer ”grøn” varme . Varmeproduktionen er baseret på træflis, som er 100% CO2-neutral. Træflisen kommer fra de lokale skove, så der anvendes ikke ret meget transport. Varmeværket har mulighed for at anvende naturgas som reservebrændsel.
Siden 25-års jubilæet i 1987 er fjernvarmen i Faxe by vokset med over 50 procent til nu cirka 620 forbrugere.
Kommentarer