Opgiver planerne om hospice i Faxe Kommune

Initiativtagerne bag Støtteforeningen for Faxe Hospice har opgivet at få hospicepladser til Faxe Kommune.
Da Sundheds- og Ældreministeriet i marts åbnede for ansøgningsrunde til etablering af i alt syv hospicepladser på landsplan, blev planerne om et hospice i Faxe Kommune taget op af skuffen.
Læs også: Planen om et hospice i Faxe Kommune er blevet genoplivet
Men nu har initiativtagerne bag Støtteforeningen for Faxe Hospice opgivet at få nogle af de syv pladser til Faxe Kommune. Ombygningerne på Faxe Sundhedscenter vil blive for dyre, hvis man kun kan indrette syv hospicepladser.
– Vi har lavet forskellige forundersøgelser med den hensigt at få et hospice hertil. Vi er kommet til den konklusion, at det desværre ikke er realistisk. De bygninger vi har set på vil være for dyre at ombygge i forhold til et hospice med seks-syv pladser. Det ville lidt være noget andet, hvis der skulle være dobbelt så mange pladser, men det har vi ikke, siger Ivan Lilleng til Sjællandske.
Initiativtagerne var Ghita Østenby, sygeplejerske og byrådsmedlem for SF, Ivan Lilleng, ingeniør og byrådsmedlem for de konservative, Torben Nielsen, tidligere Nationalbankdirektør, Helle Østenby Petersen, ansat i personaleafdelingen hos Saint Gobain Distribution Denmark, Ib Elberg, Din TøjMand i Faxe og Store Heddinge samt formand for Faxe Erhvervsforening og Jeanette Capion, Sognepræst i Kongsted.
Kommentarer