Oplæg om at holde sig fysisk aktiv i den 3. alder

Faxe: Faxe Sundhedscenter inviterer alle ældre til et oplæg om at holde sig fysisk aktiv i den 3. alder.

Onsdag den 6. april klokken 13.30 kan man høre et oplæg om at holde sig fysisk aktiv i den 3. alder på Faxe Sundhedscenter

Fysioterapeut Stine Skov Nielsen vil holde oplæg om, hvorfor det er vigtigt, at holde sig i form i den 3. alder og vise øvelser man selv kan udføre alle steder. Alle der har interesse for fysisk træning, får mulighed for at få inspiration og demonstration af fysiske øvelser.

Stine Skov Nielsen vil fortælle om, hvordan alderen påvirker muskelmassen, og hvordan man kan forebygge at muskelmassen reduceres.

Undersøgelser viser

  • At ældre der falder hyppigt kun har den halve muskelmasse i forhold til ældre, der ikke falder
  • At ganghastigheden hos dem der falder, er væsentlig langsommere end hos dem der ikke falder
  • At ganghastigheden er afhængig af den styrke som benmusklerne kan præstere og derfor er det vigtigt at være så stærk som mulig for blandt andet at undgå at falde

Under oplægget vil sundhedskonsulent Vibeke Bastrup vise, hvordan man selv kan finde relevante øvelser på hjemmesider eller der er mulighed for at få udleveret øvelsesark så man selv kan afprøve øvelser eller tage arket med hjem til senere brug.

Oplægget er gratis. Ønskes køb af kaffe og kage for 25 kroner oplyses det ved tilmelding til daglig leder af Faxe Sundhedscenter, Anne-Birthe Holm Rasmussen, enten på e-mail til aholm@faxekommune.dk eller på telefon 30 50 37 35. Tilmelding senest tirsdag den 5. april.

Oplægget afholdes onsdag den 6. april 2016 fra klokken 13.30-15.30 på Faxe Sundhedscenter, Præstøvej 78.

Kommentarer