Oplev fremtidens Landbrug i Karise

Karise: Maskincenter Sjælland inviterer til en stor forårsdemonstration hvor de giver et bud på fremtidens landbrug
Torsdag den 24. og fredag den 25. april afholdes der Future of Farming Days på Bregentveds arealer nær Haslev. Her vil Maskincenter Sjælland på Køgevej i Karise og Kverneland Group demonstrere fremtidens markbehandlingsprodukter fra John Deere og Kverneland.
Future of Farming Days består af en indendørs præsentation på storskærm af nye produkter og teknologier fra både John Deere og Kverneland. Der vil også være et fagligt indlæg fra maskinkonsulent Christian Rabølle fra Gefion. Efter præsentationen fortsættes der med praktiske demonstrationer i marken.
– GPS-bølgen har for længst indtaget landbruget, og vi glæder os til at vise, hvordan John Deeres Farmsight-teknologier og Kvernelands produkter til sammen kan bidrage til at optimere den enkelte bedrift, lyder det fra indehaveren af Maskincenter Sjælland, Hans Erik Karlshøj.
Salgschef Jesper Møller Nielsen fra Kverneland Group Danmark konstaterer, at det er første gang, at de holder så stort et arrangement på Sjælland:
– Og vi medbringer derfor et bredt udvalg af produkter fra vores portefølje, som vi glæder os til at vise frem og demonstrere.
Future of Farming Days er åben for alle.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Demonstrationerne foregår i to hold, fra klokken 9 til 13 og igen fra klokken 11 til 15, begge dage.
Future of Farming Days foregår torsdag den 24. og fredag den 25. april på Køgevej 61 i Karise
Kommentarer