Haslev

Opmærksom borger opdagede brand midt på natten

Haslev: Et par knægtes forsøg på at futte nogle aviser af i en hæk på Haslev Station blev forpurret af en opmærksom borger, som var på vej hjem i nat.

Hele det store udrykningshold blev sendt mod Haslev Station midt på natten til lørdag, da der indløb en alarm om ild i affaldsoplag på adressen.

Da indsatsleder Klaus Simonsen ankom til Haslev Station var ilden dog slukket ved at borgeren, som havde opdaget de to ungersvendes hærværk, havde trampet på de brændende aviser og de fremmødte brandfolk fra Faxe Brand & Redning kunne derfor nøjes med at efterslukke med nogle ganske få liter vand.

De to ungersvende var forlængst forduftet over alle bjerge og efter et kvarters tid på Haslev Station kunne både indsatsleder Klaus Simonsen og de øvrige brandfolk igen returnere til Brandstationen i Haslev og tidligt lørdag morgen var der kun nogle få aviser tilbage og et styk lettere afsvedet hæk tilbage, som vidnede om nattens ugerning.

Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu

Kommentarer