Østskolen deltager i “Fisk i Timen”

fiskens_dag_2012_11

Faxe Kommune: Østskolen er en af de ni deltagende skoler i dysten “Fisk i Timen”

I anledning af Fiskens Dag lørdag den 14. september går startskuddet til skoledysten “Fisk i Timen”, hvor ni skoler fra hele landet skal konkurrere om at tilberede det bedste fiskemåltid.

TV-kok Louisa Lorang er dommer i konkurrencen og hun skyder konkurrencen i gang i TV2’s Go’Morgen Danmark i morgen, fredag den 13. september. Herefter vil klasserne i tre uger arbejde med at skabe den bedste fiskeret, som de vil indsende billede af og opskrift på. Louisa Lorang vil derefter afsløre vinderen og genskabe vinderretten mandag den 7. oktober i Go’Morgen Danmark. I de tre uger konkurrencen forløber, vil eleverne få leveret en ugentlig kasse frisk fisk fra blandt andre Skagenfood.

Kokke er de nye rockstjerner, og for eksempel tv-programmer, hvor børn lærer at aflive og tilberede en hummer, har givet danske skolebørn blod på tanden, når det gælder madlavning. Derfor har Fiskebranchen i anledning af Fiskens Dag inviteret ni skoler, deriblandt Østskolen i Faxe, til at dyste om at tilberede det bedste fiskemåltid i forbindelse med hjemkundskabstimerne under titlen “Fisk i Timen”.

“For mange børn er hjemkundskabstimerne deres første møde med madlavning, og her det vigtigt, at de får en positiv oplevelse. En god introduktion til råvarer og metoder for tilberedning kan blive skelsættende for deres sundhed resten af livet. Og i denne sammenhæng er kendskab til danske sæsonfisk en vigtig kilde til sund og god mad, siger Tv-kokken Louisa Lorang, der er dommer i konkurrencen

Den nye fødevareminister besøger Fiskens Dag

Fiskens Dag lørdag den 14.september, som fejres på Rådhuspladsen i København. Fødevareminister Karen Hækkerup vil kl. 12.15 skyde en fiskeauktion i gang, og tv-vært Sebastian Klein vil underholde om fisk. Der vil desuden være masser af smagsprøver på danske fisk.

– Danske børn spiser under halvdelen af den anbefalede ugentlige fiskemængde og har det laveste fiskeindtag i Skandinavien. Vi håber, at Fiskens Dag og konkurrencen Fisk i Timen kan bidrage til at øge danske børns glæde og nysgerrighed over for fiskeretter – som i sidste ende styrker deres sundhed, siger projektkoordinator i Fiskebranchen, Lone Marie Eriksen, der er meddommer i konkurrencen

Østskolen i Faxe har tre afdelinger: Rolloskolen i Faxe, Hylleholt Skole i Faxe ladeplads og Karise Skole.

Deltagende skoler i dysten “Fisk i Timen”

  • 1. Kastrupgaardskolen på Amager
  • 2. Lyngby Private Skole
  • 3. Lindholm Skole i Nørresundby
  • 4. Sct. Mariæ Skole i Aalborg
  • 5. Gram Skole
  • 6. Østskolen i Faxe
  • 7. Broskolen i Årslev
  • 8. Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg
  • 9. Vestergårdsskolen i Aarhus

Foto: Claus Boesen / Mediapress.

Kommentarer