Overraskede formodet indbrudstyv fredag aften
Førslev: På en adresse i Førslev opdagede en beboer at en ukendt person luskede rundt omkring sin ejendom og havde et brækjern med i hånden.
Fredag aften kl. 21.05 modtog Sydsjællands & Lolland Falsters Politi en anmeldelse om et mistænkeligt forhold ved en ejendom i Førslev.
Anmelder, som Faxe.nu efterfølgende har været i forbindelse med og grundet sagen ønsker at være anonym, opdagede fredag aften at en ukendt mand luskede rundt omkring den pågældendes ejendom og medbragte et brækjern.
Da anmelder gav sig til kende valgte den ukendt mand at løbe væk fra stedet, men få øjeblikke senere opdagede anmelderen at den samme person i en hvid Mercedes personbil af ældre dato og med slukkede forlygter, stak af i østlig retning. Anmelder fulgte efter med afstand og kunne derfor videregive en god beskrivelse af personen, bilen og registreringsnummeret til politiet, men ved Assendrup Hovedgård tabte anmelder sporet, da føreren af den hvide Mercedes valgte at fortsætte flugten i bilen udover en nærliggende mark og derfor forsvandt ude i mørket.
Vagtchefen hos Sydsjællands & Lolland Falsters Politi kunne lørdag morgen informere Faxe.nu om at den pågældende hvide Mercedes personbil af ældre dato var hjemmehørende i Haslev og at man derfor ville aflægge ejeren et besøg for at få en nærmere forklaring på hans færden fredag aften på adressen i Førslev.
Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu
Kommentarer