Skuderløse

Øvre Suså skal have nye snoninger

oevre_susaa_gensnoning

Faxe Kommune: Det stykke af Øvre Suså, der danner grænse mellem Faxe og Næstved Kommuner, skal genoprettes

Øvre Suså skal have nye snoninger på to delstrækninger af øvre Suså beliggende mellem Røde Bro og Broksø Bro, som er beliggende på grænsen mellem Næstved og Faxe Kommune. Strækningerne ligger i det sammenhængende naturområde bestående af moseområderne Holmegårds Mose, Gammellung, Tuerne og Porsmosen, der blandt andet er udpeget som fuglebeskyttelsesområde.

Den samlede strækning der ønskes gensnoet er på cirka 1.490 meter, mens det nye vandløbsprofil bliver cirka 650 meter længere. Bundbredden på det nye vandløbsprofil bliver 4,5 – 5 meter, hvilket svarer til bund-bredden af det eksisterende vandløbsprofil.

Læs også: Natura 2000 handleplaner sendes nu i høring

For at fremme de fysiske forhold for fisk og vandlevende dyr vil der blive udlagt gydegrus to steder på hver delstrækning. Desuden foreslås det i rapporten, at der udlægges større opgravede enkeltsten eller træstød i vandløbsrenden, hvor det er relevant, for at give strømlæ og skjul for fisk.

Det betyder at mere end 17.000 kubikmeter jord flyttes for at forbedre de fysiske forhold i vandløbet, øge den biologiske mangfoldighed samt forbedre leve- og ynglebetingelserne for flere truede fuglearter.

Samtlige projektomkostninger, der løbes op i 1.650.000 kroner, afholdes af Naturstyrelsen Storstrøm.

Det store gravearbejde kommer til at forgå efter fuglenes ynglesæson, i august og september og forventes færdigt til oktober.

Man kan downloade en rapport om projektet fra Næstved Kommunes hjemmeside.

Projektområdet ved Susåen er centralt placeret mellem en række internationalt beskyttede naturområder, der tilsammen udgør Natura 2000-område nr. 163 Suså, Tystrup-Bavelse Sø, Slagmosen, Holmegårds Mose og Porsmosen.

Susåen er Sjællands største vandløb, og er levested for internationalt beskyttelseskrævende arter som pigsmerling, bæklampret og tykskallet malermusling.

Kommentarer