Faxe Ladeplads

På mandag starter vandlejren ved Troldehøj

Faxe Kommune: På mandag starter en klassisk sommerbegivenhed, nemlig den populære vandlejr ved Troldehøj

Faxe Kommune tilbyder igen i år nuværende elever fra 3. til 7. klasse at deltage i vandlejren ved Troldehøj i Strandegård Dyrehave. Vandlejren begynder mandag den 6. august 2012 klokken 10.00 og slutter fredag den 10. august 2012 klokken 14.00.

På vandlejren kan man prøve sejlads med kajakker, kanoer og surfere samt gummibåde. Der er også mulighed for at snorkeldykke – har man eget udstyr, må man meget gerne tage det med, og ellers kan man låne. Badning kan foregå fra en stor tømmerflåde, der ligger for anker.

Læs også: Fuld sol over vandlejren ved Troldehøj

Det gælder for alle aktiviteter, at de foregår under kyndig vejledning. Redningsveste er påbudt under sejlads og andre aktiviteter, der ikke kan henføres til almindelig badning.

Der er flere muligheder for deltagelse, man kan vælge hele ugen, enkelte døgn eller kun i dagtimerne. Der overnattes i telt og hvis man ikke har eget telt, er det muligt at få anvist soveplads i vandlejrens Tee-pee’s eller militærtelte.

Hele ugen vil der være medarbejdere fra klubberne og instruktører til alle bådtyper og andre aktiviteter. Desuden har kommunen ansat en livredder. Fra mandag til fredag er der fuld gang i bålstedet, som er placeret under et stort oversejl.

Det er ikke for sent at deltage selvom man ikke har fået tilmeldt sig indenfor tidsfristen. Bare kom ned i lejren, medbringende forældres tilladelse og penge til at betale for opholdet.

Læs mere på www.soemand.dk

Kommentarer