På næste mandag åbner Café Eftertid i F-huset
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/08/cafe_eftertid_2.jpg)
Haslev: Café Eftertid er Haslev’s nye eftermiddagstilbud for unge teenagere der savner et sted, hvor de kan mødes med vennerne for at skabe hygge og gode fælles oplevelser
Mandag den 12. august starter Café Eftertid, Haslev’s nye eftermiddagstilbud for unge teenagere.
Skolernes sommerferie nærmer sig med hastige skridt sin afslutning, og flere forældre gør sig atter urolige tanker om, hvor og med hvad deres dejlige poder skal fordrive eftermiddagene?
Her kan Café Eftertid måske blive en spændende og tryg mulighed for Haslev’s unge teenagere, og ikke mindst deres forældre.
En gruppe frivillige har etableret rammerne i F-Huset på Bregentvedvej, hvor den fælles fantasi og iderigdom bestemmer, hvad der foregå.
Der er muligheder for at spille både oldnordiske og helt nye spil i gambledam. Vi kan sammen udfordre de små grå med vanskelige hovedbrud, og vi kan være super kreative. Den personlige stil vil kunne udvikles til det perfekte i både go’ stil og bodyslam. Lektierne vil også kunne laves i lektiecafeen med støtte og vejledning fra både nuværende og tidligere lærere. Eller hvad med at lave en udstilling eller film om at være ung i Haslev? Helt fast skal der dagligt nydes de små gastrosnack og hygges i fællesskab.
Café Eftertid drives af frivillige voksne der tilbyder nærvær, ansvarlighed og respekt. De håber at de sammen kan udvikle mulighederne og få rigtig mange glade stunder sammen.
Hvis man har spørgsmål, eller er interesseret i at vide mere kan man kontakte Kjeld Nielsen, enten på telefon 2476 1311 eller via e-amil kn2@fdf.dk
Man kan følge Café Eftertid på Facebook.
De frivillige i Café Eftertid glæder sig til at mødes med de unge teenagere fra mandag den 12. august. Café Eftertid er for alle fra 6. klasse og opefter, fra mandag til torsdag mellem klokken 13:30 og 16:30.
Kommentarer