Teestrup

Palmesøndag byder Kærsgård foråret velkommen

Teestrup: Siden Kærsgård åbnede gårdbutikken i 2009 har det været en fast tradition at byde foråret velkomment Palmesøndag.

Palmesøndag den 29. marts byder Kærsgård foråret velkommen. Det været en fast tilbagevendende begivenhed siden Kærsgård åbnede sin gårdbutik i 2009 i Teestrup. Det er et stort tilløbsstykke, for der er masser af dyrebørn – lam, smågrise, kyllinger og kalve – på denne tid af året, som tiltrækker mange mennesker.

I år bliver der gjort noget ekstra ud af det, netop fordi arrangementet tiltrækker så mange mennesker.

Kærsgård har indgået et samarbejde med det nye bryggeri i Haslev, Rocket Brewing Company, om arrangementet den 29. marts. Rocket Brewing består af blandt andre Thomas Schøn og Kim Agersten, som hver især har en lang fortid i København hos henholdsvis Mikkeler og Mielcke og Hurtigkarl. De fremstiller mange forskellige øltyper af høj kvalitet, som bliver præmierede flere steder.

Læs også: Nedlagt slagteri omdannet til bryghus

Rocket Brewing vil servere deres gode øl og sammen med Kærsgård stå for god mad på dagen.

Og Fromseier Hockings vil underholde med deres folkemusik tilsat et moderne tvist. Ditte og Sigurd Fromseier Hockings er begge konversatorieuddannede og gør en stor indsats for at udbrede dansk, akustisk musik. De optræder på flere af de store folkemusikfestivaler.

Derudover kommer der flere stadeholdere til Kærsgård med mel, brød, kaffe, pileflet, uld, marmelader og mange andre fine varer.

Kærsgård byder alle velkomne, men beder så mindeligt om, at man respekterer dyrene, deres indhegning og dyrebørnene på dagen.

Skærtorsdag den 2. april byder Rocket Brewing Company velkommen hos sig. De slog sig ned i Haslev i de gamle slagteribygninger i august, og nu vil de gerne Skærtorsdag den 2. april byde kunder, venner og andre interesserede velkommen indenfor i deres bryggeri. Her vil der bliver serveret den prisbelønnede Påskebryg og lam fra Kærsgård. Der vil være rig mulighed for at få en snak med bryggerne om, hvordan de fremstiller deres bryg.

Foto: Kærsgårds smågrise af den gamle landrace

Kommentarer