Pas på med ild i den tørre natur
Faxe Kommune: Beredskaberne i Faxe, Næstved og Vordingborg kommuner opfordrer alle til at begrænse brugen af åben ild
Det har været varmt i vores område i gennem længere tid nu og det har ikke regnet nævneværdigt. Og vejrudsigten forudsiger mere varme og ingen regn i de næste mange dage.
Det gør, at naturen er mere tør end normalt, og dermed stiger brandfaren, og risikoen for en større naturbrand øges for hver dag, der går uden regn.
På vegne af beredskaberne i Faxe, Næstved og Vordingborg kommuner opfordrer Næstved Brand og Redning alle til at begrænse brugen af åben ild mest muligt, og i øvrigt anvende åben ild med største forsigtighed.
– Vi vil ikke på nuværende tidspunkt udstede forbud mod afbrænding og brug af åben ild, men vi observerer tørkesituationen i naturen, og kan ikke udelukke at et forbud bliver udstedt, hvis vi vurderer, at varmen og tørken i den nærmeste fremtid væsentligt forøger brandfaren i naturen, siger Flemming Nygaard-Jørgensen, beredskabschef i Næstved Kommune.
Læs også: Ny aftale med Næstved på beredskabsområdet
Gode råd i forbindelse med brug af grill og bål
• Brugen af ukrudtsbrændere frarådes, når det er så tørt som nu.
• Brug ikke brændbare væsker til optænding af grill.
• Hav vand i nærheden i form af vandkande, spand eller haveslange, når du griller eller laver bål.
• Engangsgrill skal placeres på et ubrændbart underlag hævet op over jordniveau. Bemærk at jord, sand og sten, direkte under en engangsgrill, bliver meget varmt og kan give voldsomme forbrændinger, hvis man træder på stedet.
• Placer grill og bål i passende afstand fra let antændelige og brandbare ting og planter.
• Vær opmærksom på vinden. Kraftig vind og vindstød kan få gløder til at flyve langt og antænde tør vegetation.
• Pas på gløder og aske fra grill og bål, sørg for at det er helt slukket, inden det forlades.
• Ring hurtigt 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude.
Man kan læse mere på Beredskabsstyrelsens hjemmeside www.brs.dk hvor man også kan downloade pjecen Grill, bål og ukrudtsbrænder – med omtanke.
Kommentarer