Påsat brand: Garage og to biler brændte
Kongsted: Geoffrey Madsen, der bor på Nymarksvej 11 i Kongsted blev ved 23.30-tiden banket op af sine naboer fordi hans to biler stod faretruende tæt på en formodentlig påsat brand i en garage på Nymarksvej i Kongsted ved Rønnede.
– Naboerne bankede på og sagde jeg skule skynde mig at flytte bilerne fra branden, men det nåede jeg ikke, siger Geoffrey Madsen, der er nabo til den garage, hvor en brand formodentlig blev påsat torsdag aften. Han kunne blot se på at ilden fik fat i hans to biler.
Faxe Brand & Redning var hurtigt på stedet, og slukkede først branden i bilerne og derefter i garagen.
– Der er tale om en brand i garagen, der med vinden har bredt sig til de to biler. Vi har nu slukket branden og det tyder på at branden er påsat, men det er nu op til politiet at efterforske sagen yderligere, siger indsatsleder hos Faxe Brand & Redning, Søren Nielsen til Faxe.nu på stedet.
Naboen til garagen har stråtag, og Faxe Brand & Redning´s hurtige indsats var derfor af afgørende betydning for at branden ikke bredte sig til naboejendommen.
Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, oplyser til Faxe.nu på stedet, at de har fokus på en nabostrid på stedet, men vil ikke oplyse yderligere omkring sagen.
En beboer på vejen oplyser til Faxe.nu, at der har været stridigheder mellem naboerne, og at der blandt andet er blevet smadret vinduer og kastet ting ind over hækken mellem naboerne.
I garagen stod der en trailer, en havetraktor og en knallert, som gik tabt i flammerne.
Klokken ca. 0:45 var Faxe Brand & Redning færdig med at slukke branden. Se video af efterslukningen af branden herunder.
Kommentarer