Faxe Ladeplads

Pengeautomat i den nye Super Brugs i Faxe Ladeplads?

Debat: Der var engang, kan man sige om banksituationen i Faxe Ladeplads.

Indsendt af Helle Reumert, Svinget, Faxe Ladeplads.

Først lukkede Nordea deres afdeling på Hovedgaden, og da købmand Villy Jensen blev lukket, så smuttede også pengeautomaten på Postvej.

Det er ærgerligt og besværligt for byens ældre og ikke-motoriserede, at skulle tage bussen til pengeautomaten på Vinkældertorvet i Faxe. Især når den så tit som tilfældet har været, viser skiltet ’midlertidigt ude af drift’ i dagevis.

Men værre er det, hvis de mange turister og sommerhusgæster skal opleve en fremtid helt uden en lokal pengeautomat.

Nordea sagde nej tak til et gratis ’vindue’ til en pengeautomat i HUSET, men måske kunne man tænke sig, at Super Brugsens nye udvidelse på Hovedgaden kunne finde plads til at lukke et pengeinstitut indenfor.

De seneste somre har vi, stort set dagligt, måttet give den kedelige besked til de mange cykelturister, gæstesejlere i havnen og gæster på den lokale campingplads – ’Leider, nur in Faxe oder Haslev’.

Sejlerne finder nok distancen for tørlagt og cykelturister distancen for langt uden for deres planlagte rute.

Skal den opreklamerede turisme-tilgang langs Faxebugten dø lige så stille på grund af manglende muligheder for at bruge hævekort?

Det koster både turist goodwill og omsætning i butikkerne, når man nu alligevel skal til Faxe, til Bed & Breakfast, Bed & Bike og spisesteder, så hvad mener den lokale Super Brugs om muligheden for at afsætte et par kvadratmeter i det store, flotte nybyggeri til en pengeautomat?

Endnu er der kun byggerod, men snart kan man se den nye SuperBrugs i Faxe Ladeplads rejse sig på Hovedgaden. Bliver der mon plads til en lokal hæveautomat i den nye bygning? Foto: Helle Reumert

Kommentarer