Haslev

Om ’Pengeguden’ i Haslev Kirkes litteraturcafé

Se billedserie

Jakob Brønnum besøger Litteraturcaféen fredag og deler sin litterære tilgang til samfundskritik med tilhørerne. Han spørger blandt andet: Hvad er vores forhold til penge og til det materielle.

Fredag den 20. januar klokken 19.30 spørger Jakob Brønnum besøger Litteraturcafeen i Haslev. Denne aften vil Brønnum redegøre for sin skarpsindige analyse af, hvordan penge og det materielle spiller en meget større rolle i vores liv, end vi indrømmer.

Hans udgangspunkt er, at det moderne samfund hævder at være ikke-religiøst, men i virkeligheden har vores forhold til penge fået en religiøs karakter, der ligger tungere på det enkelte menneske, end selv kirken gjorde i den mørke middelalder. Mennesker kommer konstant til at reducere hinanden til midler til at nå et andet mål, i stedet for at lade ethvert menneske være et mål i sig selv. Penge og økonomi blevet den dominerende dagsorden på livs- og samfundsområder, der burde handle om noget andet.

Tankerne er en del af Jakob Brønnums seneste udgivelse, ’Pengeguden’ fra efteråret 2016. Héri lader han sig inspirere af Jesu ord fra Matthæusevangeliet om, at ingen kan tjene Gud og Mammon.

Efter pausen er der mulighed for spørgsmål og diskussion med Brønnum om ’Pengeguden’, men også om andre af hans mange tidligere udgivelser. Jakob Brønnum er en produktiv forfatter, foredragsholder, blogger og debattør. Han har senest udgivet ’Langsomheden’ og ’Argumenter mod døden’ i 2015 og ’Sange ved Himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder’ i 2014.

Litteraturcafeen finder sted i Kirkehuset, Kirkepladsen 8a, Haslev.

Enhver er velkommen til at deltage uanset om man har læst værket, der behandles.

Der opkræves entré på 80 kroner, inklusive traktement i pausen – pølse, ost, vin, kaffe og the.

Kommentarer