Debat og politik

Pengene har det bedst i borgernes lommer

Økonomi- og indenrigsministeriet anbefaler en likviditet på 2.000 kr. pr. borger som minimum i kommunerne, men i Faxe er niveauet over kr. 3.000 – hvorfor skal kommunen være bank for dig?

Indsendt af Birger Holm Brøndberg, Pilebakken 1, 4654 Faxe Ladeplads. Formand for Liberal Alliance i Faxe og kandidat til kommunalvalget.

Der ligger således en stor mulighed for kommunerne og også Faxe i at lette skatten for borgerne uden at opkræve mere end de allerede gør. Ved faktisk at nøjes med at opkræve det de skal og som burde være nødvendigt, kan vi i fællesskab ved omhyggelig administration og ressourceanvendelse sikre bedre kommunal velfærd og samtidig mere privat velfærd og frihed i dit eget liv, der hvor du bestemmer.

Som liberal er jeg af den overbevisning, at du som borger er ekspert i dit eget liv. Du ved bedre end politikerne på rådhuset, hvad der giver d i g værdi i hverdagen. Hvad du og din omgangskreds ønsker at bruge penge på. Derfor er det en prioritet for Liberal Alliance at få kigget på kommuneskatten, som vi gerne ser sænket. En skattelettelse på 1%-point i Faxe Kommune betyder mere luft i økonomien til dig og dem du holder af, og derved flere muligheder alle borgere i Faxe Kommune.

Ifølge vores plan vil der være følgende gevinst ved en sådan lettelse for familier med 2 børn:

  • LO-par: 4.661 kr.
  • Funktionær-par: 7.596 kr.
  • Direktør-par: 7.052 kr.
  • Kontanthjælps-par: 2.631 kr.

Ligeledes ved den udeboende studerende med et fritidsjob kunne se frem til 1.478 kr. mere om året, imens et pensioneret ægtepar kan regne med 1.838 kr. årligt i sparet skat.

Prøv at forestille dig hvis bare en lille del af de penge blev investeret i lokale forretninger, hos lokale håndværkere, caféer, restauranter etc. – det vil betyde virkelig meget for vores kommune og vores arbejdspladser.

Og prøv at forestille dig hvordan dette kan stimulere tilflytningen til vores dejlige kommune, noget alle taler om, men hvad gør vi ved det?

Liberal Alliance vil gøre noget vi véd virker!

Pengene skal blandt andet komme fra at bruge mindre på administration og bureaukrati, øget brug af private leverandører, hvor en række analyser viser millioner af kroner i potentiale, og ikke mindst fra almindelig økonomisk mådehold og sund fornuft. Det er jo andre menneskers penge vi arbejder med i kommunalbestyrelsen.

Du behøver ikke v æ l g e mellem kommunal velfærd og skattelettelser. Virkeligheden viser, at vi kan få begge dele.

Kommentarer