Faxe Ladeplads

Pengene til Hylleholt Skole er fundet!

debat_logo

Læserbrev: Der har hersket lidt usikkerhed om, hvor dyrt det vil være at oprette en ekstra 7. klasse på Hylleholt Skole

Indsendt af Jørn Engelbrecht, Søvej 5, 4654 Faxe Ladeplads

Det seneste bud er kommet fra DF´s Steen Petersen, og var vist nok i størrelsesorden omkring 250.000. Det er dog nok i underkanten, men menigmand kender jo ikke de beregninger, som Sten P. eller forvaltningen har lagt til grund. Forvaltningen har tidligere oplyst et tal på 655.000, og det forekommer undertegnede at være i overkanten.

Men uanset, hvilket af tallene, der er det korrekte, så kunne man måske i detektivarbejdet efter pengene bare læse ”Sjællandske”. I dag kan man nemlig der læse følgende: ”Kontrolgruppen i Faxe Kommune hentede i 2013 godt 4,8 millioner kroner ind til kommunen i sager om socialt bedrageri ”.

Var det en indtægt, man havde budgetteret med og allerede brugt, eller blev det flødeskum på den kommunale lagkage?

Hvis det sidste er tilfældet, så kunne man måske komme lidt ekstra flødeskum på det stykke af kagen, som der står Hylleholt skole på, og man behøver såmænd ikke pynte kagen med lys i dagens anledning. De vil nemt kunne erstattes af de lys, som tændes i øjnene på de elever, som står til at skulle ”deporteres” til en anden skole.

Samtidig ville man sende et godt signal, til evt. nye tilflyttere til Faxe Ladeplads om, at her har vi en skole, og den vil vi bevare.

Vi der bor her og leverer børn og børnebørn til skolen kunne fristes til at bruge en variant af Margrethes afslutning på nytårstalen: ”Gud bevare Hylleholt skole”. Vi er nemlig ikke helt sikre på at skoleflertallet i byrådet har det samme ønske, men måske tager vi fejl?

Kommentarer