Faxe Ladeplads

Peter Abrahamsen synger Sigfred Pedersen i Huset

Peter-Abrahamsen

Faxe Ladeplads: Peter Abrahamsen fortolker den danske visedigter Sigfred Pedersens sange

Torsdag den 28. maj klokken 19.30 får Huset i Faxe Ladeplads besøg af Peter Abrahamsen som gennem årene til stor glæde, har fortolket de store nordiske arbejderdigtere som blandt andre Jeppe Aakjær, Oscar Hansen, Rudolf Nielsen (N) og senest Dan Andersson (S).

Peter er en fremragende fortolker af flere andre stilarter, blandt andet cajun, både som kok og som musiker. Han har i mange år været leder af bandet Bell Pepper Boys, sammen med blandt andre Leif Ernstsen.

Denne aften drejer det sig om Sigfred og Peter optræder sammen med Janne Lærkedahl og Torben Kjær.

Aftenen starter klokken 19.30 og slutter omkring klokken 22.00.

Det er som sædvanlig Faxe Ladeplads Borger og Erhvervsforening der står bag arrangementet.

Entréen er 120 kroner.

Peter Abrahamsen synger Sigfred Pedersen torsdag den 28. maj klokken 19.30 i Huset, Hovedgade 40 i Faxe Ladeplads. Dørene åbnes klokken 18.45.

Sigfred Pedersen (1903 til 1967) var en dansk visedigter, litteraturanmelder, maler, skuespiller, restauratør og journalist. Sigfred Pedersens bogdebut var digtsamlingen Forårets viser og somrens vers fra 1927.

Af hans store produktion af viser er Katinka, Katinka, luk vinduet op, Nu går våren gennem Nyhavn, Tørresnoren, Skærslipperens Forårssang og Nu lokker atter de lange veje de mest kendte.

Sigfred Pedersens engagement i viser førte i øvrigt til, at han blev Visens Venners første formand, da foreningen stiftedes i 1953.

Kommentarer