Haslev

Peter og Peder reddede hjertedød mand i svømmehallen

Haslev: Peder Jørgensen fra Haslev deltog mandag i Hjerteforeningens bevægende og livsbekræftende hyldest til Årets hjertereddere 2016.

Hjerteforeningen havde sammen med Østifterne havde inviteret årets hjertereddere til hyldest-arrangement mandag den 29. februar i Nykredits domicil på Kalvebod Brygge i København.

Hjerteforeningen har modtaget 38 indstillinger til Årets hjerteredder. Alle beretningerne dokumenterer, at menneskelig indgriben, hjertemassage og brug af hjertestarter redder liv, når det gælder.

Skuespiller og tv-vært Peter Mygind præsenterede hver enkelt redning, hvor en snarrådig indsats havde reddet et menneskes liv. Og dermed reddet et barn, en mor, en far, en hustru eller ægtemand. Det gjorde han på sin helt egen måde, der fremkaldte grin, smil, våde øjne og varme følelser.

Peter Gylling og Peder Jørensen redder Kim Søegren

Peter Mygind udtrykte stor taknemmelighed for Peder Jørgensens indsats. Og uddelte med rund hånd krammere og en blomster.

Peder Jørgensen var indstillet til Årets hjerteredder for denne redning:

Den 25. august 2015 har Kim Søegren lige svømmet 40 baner og givet den gas i Haslev Svømmehal. Da han står under bruseren, falder han livløs om med hjertestop.

Der bliver lynhurtigt hentet hjælp.

Peter bruger hjertestarteren. Peder tilkalder ambulance og hjælper til med hjertemassage. De giver hjertemassage og kunstigt åndedræt, indtil Falck kommer.

Der går kun 2½ minut. Kim trækker vejret igen – helt stille. Den livreddende førstehjælp kommer utroligt hurtigt, og der arbejdes professionelt og fuldstændig efter bogen.

Kim får indopereret en ICD og lagt en stent ind i den ene kranspulsåre.

Kim har det i dag godt. Han har nogle huller i hukommelsen i dagene før og efter hjertestoppet, men ellers er der ingen neurologiske skader.

Læger og sygeplejersker roser de to redningsmænds arbejde til skyerne.

Vigtigt at gøre noget

– Vi er glade for at kunne give hjerteredderne en brøkdel af den anerkendelse, de har fortjent. I virkelighedens verden har de alle fortjent at vinde prisen som Årets hjerteredder 2016, siger Kim Høgh, administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Han og Hjerteforeningen betoner vigtigheden af, at man ”gør noget”, hvis man oplever et menneske få hjertestop.

Eksemplerne fra de 38 hjerteredninger viser, at hvis der gives hjertemassage og evt. benyttes hjertestarter, er der gode chancer for, at det ramte menneske kan overleve helt uden mén. Også selv om der går relativt lang tid, før den professionelle hjælp ankommer.

Stem på Årets Hjerteredder 2016

Under arrangementet blev det afsløret, hvilke tre redninger der af et dommerpanel er nomineret til at modtage den ultimative pris som Årets hjerteredder 2016.

– I dommerpanelet har vi været dybt berørte af de mange imponerende redninger.  Derfor har det været vanskeligt for os at skulle udvælge tre redninger, der skiller sig særligt positivt ud, siger Lars Suhr Olsen, direktør i Østifterne, som er med i dommerpanelet sammen med Kim Høgh fra Hjerteforeningen og Freddy Lippert, direktør for Akutberedskabet i Region Hovedstaden.

Frem til den 14. marts kan Hjerteforeningens medlemmer og andre interesserede via www.hjertegalla.dk stemme på, hvem man mener skal have prisen. På hjemmesiden kan man læse mere om de tre nominerede redninger samt se korte videofilm med hovedpersonerne. Vinderen af Hjerteforeningens pris, der er sponsoreret af Østifterne, bliver kåret i indsamlingsshowet ”Charlies Hjertegalla”, der sendes LIVE på TV 2 CHARLIE søndag den 20. marts klokken 21.

Foto: Peder Jørgensen (th) sammen med Peter Mygind og Kim Søegren. Foto: Heidi Maxmiling.

gruppe_aarets_hjerteredd

’Holdbillede’ af alle hjerteredderne sammen med skuespiller og tv-vært Peter Mygind og Østifternes direktør, Lars Suhr Olsen (helt til venstre). Foto: Heidi Maxmiling.

Kommentarer