Pia Rosenbaum kommer til Haslev Kirke på onsdag

Haslev: Det første arrangement i Haslev Kirke i det nye år er en teaterforestilling med Pia Rosenbaum
Pia Rosenbaum kommer til Haslev onsdag d. 11. januar og spiller sin 1½ time lange forestilling om Oscar og den lyserøde dame.
Oscar og den lyserøde dame er en livsstærk, poetisk og melankolsk, men slet ikke sentimental historie om den kræftsyge dreng Oscar, hvis omgivelser prøver at skjule for ham, at han snart skal dø, – bortset fra en enkelt sygeplejerske, den lyserøde dame.
Pia Rosenbaum skriver selv om stykket: Oscar og den lyserøde dame er den type forestilling, der både taler til vores hjerte og hjerne – tanker vi tumler med og kan gumle på om livets store udfordringer: Hvordan lever man sit liv og lærer at blive livskunstner? Den kræftramte Oscar på 10 år er eksemplet på, hvordan vi kan lytte, forstå og komme overens med de store spørgsmål om liv og død, tro og Gud.
Det er en stor lille fortælling for alle, der kan lide at grine og græde en smule, mens de bliver klogere på livet.
Peter Arendt spiller stille klavermusik af Erik Satie i kirken, mens publikum samles. Og der indledes med en enkelt fællessalme.
Pia Rosenbaum spiller OSCAR i Haslev Kirke onsdag den 11. januar kl. 19.30. OBS! Forkert dato i kirkebladet.
Der er entré til denne teateraften: 50 kr. Billetter sælges ved indgangen fra kl. 18.45.
Kommentarer