Haslev

Pia Tafdrup besøger Kirkehuset i Haslev fredag

Haslev: I morgen fredag er der lyrikaften med forfatteren Pia Tafdrup i det nye Kirkehus i Haslev

 

Fredag den 9. november er tiden inde til sæsonens sidste lyrikaften i Haslev Kirkes Litteratur Café, denne gang med forfatteren Pia Tafdrup. Hun vil læse fra sin seneste udgivelse, ”Salamandersol” fra 2012 og fortælle om baggrunden for denne erindringsdigtsamling.

Bogen rummer ét digt for hvert år af Pia Tafdrup’s liv. De 60 digte udgør en livsrejse fra de første sansninger over den gradvise opdagelse af verden, dens muligheder og udfordringer. Digtene kaster lys tilbage, men rækker også ud mod fremtiden som brænd-punkt.

Salamandersol udgør sammen med Hvalerne i Paris (2002), Tarkovskijs heste (2006) og Trækfuglens kompas (2010) en kvartet omkring de fire elementer vand, jord, luft og ild.

Pia Tafdrup, der er ført i 1952, er medlem af Det Danske Akademi og The European Academy of Poetry. Hun har blandt andet modtaget Nordisk Råds Litteraturpris i 1999, Søren Gyldendal Prisen i 2005 og Det Svenske Akademis Nordiske Pris i 2006.

I pausen serveres der pølse- og ostebord med vin. Tilmelding er ikke nødvendig.

Deltagelse koster 75 kroner.

Litteraturcaféen finder sted fredag den 9. november klokken 19:30 i Kirkehuset, Kirkepladsen 8, Haslev.

Kommentarer