Planer for Camp Adventure ved Vester Egede i høring
Faxe Kommune: Faxe Byråd har vedtaget at give Camp Adventure tilladelse til at opføre blandt andet et trætårn, et aktivitetstårn, en besøgsgård og en dyrepark.
Faxe Byråd har den 15. september vedtaget forslag til lokalplan 1200-37 for ’Camp Adventure ved Vester Egede’ og tilhørende forslag til kommuneplantillæg nr. 6, miljøvurdering, samt VVM-redegørelse for en del af området.
Camp Adventure ønsker at udvide deres aktiviteter med blandt andet et trætårn, et aktivitetstårn, en besøgsgård og en dyrepark. Der er derfor udarbejdet et forslag til lokalplan 1200-37, som muliggør et fritidsanlæg, der rummer et oplevelsesområde med nuværende og kommende rekreative faciliteter såsom trætopbaner, udsigtstårn, aktivitetstårn, parkeringsplads og andre bygninger til området, som bygninger til dyr, reception, cafeteria, kiosker, toiletter, udstillingsbygninger, overnatning med videre.
Læs også: Camp Adventure laver en naturoplevelsespark
Lokalplanforslaget kan downloades fra kommunens hjemmeside.
Planerne er blevet sendt i offentlig høring frem til den 15.november 2016.
Læs mere om planforslagene for Camp Adventure, samt om mulighederne for indgivelse af høringssvar og klagevejledning på kommunens hjemmeside.
I forbindelse med planerne er der indført midlertidige retsvirkninger om at ejendomme i området må ikke ændres eller udnyttes på en måde der foregriber indholdet i lokalplan 1200-37. Dette er gældende i et år, frem til den 20. september 2017.
Borgermøde på Cafe Højen
Onsdag den 12. oktober 2016 indbyder Faxe Kommune til offentligt møde om planerne. Mødet holdes klokken 18.30 til 20.00 på Cafe Højen, Symbiosen 2 i Rønnede. På mødet vil planerne blive præsenteret, ligesom der vil være mulighed for at stille spørgsmål til planerne.
Kommentarer